Mød fem syriske kvinder som nu har fået både levebrød og livskvalitet ved at arbejde på et Mission Øst-støttet center.
De levede isolerede under den syriske borgerkrig af frygt for snigskytter og bombeangreb. Så kom Coronapandemien, og de måtte passe yderligere på for ikke at blive smittet med den frygtede virus. Og så blev de ramt på deres levebrød, da arbejdspladser lukkede og madpriserne steg med rekordfart i takt med inflationen.
De syriske kvinder i Aleppo har været igennem lidt af hvert. Men nu oplever de et lyspunkt i tilværelsen. I bydelen Hanano driver Dorcas et medborgercenter, hvor kvinder tilbyder uddannelse og arbejde med at producere genanvendelige mundbind.
Det giver dem en indtægt, så de igen kan forsørge deres familier. Og som bonus bryder de isolationen og møder nye, venlige mennesker, som de knytter venskabsbånd med.
Det viser en rundspørge som Dorcas, Mission Østs partnerorganisation, har lavet.
»Jeg går ud og får nye venner«
»Workshoppen gjorde stort indtryk på mig. Jeg begyndte at samarbejde med de andre medarbejdere og kom også mere ud. Det er mit mål i livet at lære noget mere, og det har workshoppen hjulpet mig til«, fortæller Hasna, der er sygeplejerske, men måtte stoppe, da krigen begyndte.
»Jeg blev bedre og bedre til at sy og møder nye mennesker, som jeg godt kan lide. Nu glider arbejdet nemt, og jeg kan lide at være her, fortæller Chamsa, der blev fordrevet fra sit hjem med sin familie og fandt et sted at bo i Aleppo.« Hun fortsætter:
»Alt er forandret. Jeg plejede at have problemer derhjemme, men det er slut nu. Jeg går ud og har fået nye venner. Alt er fint nu.«
»Jeg har fået det meget bedre«
Sana stemmer i:
»Alle jeg møder er venlige imod mig. Min livsstil er forandret, jeg kommer mere ud og jeg har fået en stabil økonomi. Jeg ser altid frem til at møde op på centret og være sammen med kollegerne.«
Hoda er enig:
»Jeg er meget glad for, at jeg nu kan forsørge min familie og mine børn. Jeg har det godt, og det er meget nemmere at komme ud nu og være social og få nye venner.«
Kafa supplerer:
»Centret er et godt sted at være, og mine erfaringer her har gjort, at jeg har fået det meget bedre. Ud over at jeg får penge til at forsørge min familie og mine børn.«
Plads til kvinder med handicap
På centret i Aleppos nordøstlige bydel Hanano kan hver kvinde producere op til 300 genanvendelige masker om dagen. Ud over at de selv tjener til det daglige brød og får nye venner, er de også med til at standse virusepidemien blandt deres medborgere i Aleppo.
Og der er også plads til kvinder med handicap i produktionen. Hasna´ er hørehæmmet og troede derfor ikke, hun ville blive optaget på workshoppen:
»Jeg meldte mig til, selv om jeg var dybt usikker, og blev optaget. Og så lærte jeg på en uge at sy forskellige sting. Jeg er meget taknemmelig for alle de tilbud, I har til mig her!«
Medborgercentret i Aleppo
FN rapporterede den 24. september 2021, at 350.209 personer er dræbt i den syriske konflikt fra marts 2011 til marts 2021, herunder 26.727 kvinder og 27.126 børn. Det største antal dræbte blev registreret i Aleppo distrikt.
Mission Østs partnerorganisation Dorcas driver et medborgercenter i Aleppos nordøstlige bydel Hanano. Her blev 275.000 mennesker belejret af de syriske regeringstropper i 2016, indtil byen faldt. I dag søger befolkningen ud af isolation, og på centret modtager de psykosocial støtte og hjælp til at lære et fag eller starte en virksomhed for at kunne forsørge sig selv.