De syriske flygtningebørn i Libanon er både født og opvokset i Libanon. Men det er ikke deres land. Og de er ikke velkomne. Hvor hører man så til? Rodløshed er en følelse, de syriske flygtningebørn lever med hver dag.
Mahmoud er som enhver anden dreng. Han er ti år gammel. Han elsker at lege skjul med sine venner. Han tager bussen til skole hver dag, er glad for engelsk, og synes naturfagene er de sværeste. Han kalder Libanon sit hjemland og drømmer om at blive læge i Libanon en dag, så han kan helbrede syge mennesker. Men Mahmoud er anderledes. Han er syrisk flygtning. Selvom han bor og lever som en normal dreng i Libanon, har han ingen libanesiske venner. Han går på libanesisk skole om eftermidda-gen, hvor der kun går flygtnin-gebørn. Skolen er ikke stor nok til, at alle børn kan være der på samme tid. Så eleverne er opdelt i libanesere og syriske flygtninge.
Ingen minder om hjemlandet
Mahmoud er en af mange syriske flygtningebørn, der er bosidden-de i Libanon, men ikke har nogen minder om sit hjemland – der findes ikke noget hjemland. Han flygtede med sine forældre som fem-årig. Og det eneste, han ved om Syrien, er, at det er utrygt, ødelagt og at hans familie aldrig vil vende tilbage, da de kun har dårlige minder.
Nye venner og selvtillid i centret
Mission Østs samarbejdspartner Tabitha, har oprettet commu-nity centre i de områder, hvor der er en stor koncentrationen af syriske flygtninge – Aley og Batroun. Her kommer de syriske flygtningebørn for at få støtte til lektier og få rådgivning. For Mahmoud har community centret i Aley givet ham mulig-hed for at møde nye venner, han kan lege med. Han har også fået flere succesoplevelser i skolen ef-ter lektiehjælpen fra centret, og føler sig motiveret til at fortsætte sin skolegang.
”Jeg har det altid sjovt, når jeg kommer her. Og jeg håber at kunne fortsætte med at lære og prøve nye ting,” fortæller Mahmoud.
Krigen i underbevidstheden
Varty er socialarbejder i Tabithas community center og møder dagligt behovet for støtte til syriske flygtningebørn som Mahmoud.
”Selvom børnene siger, at de ikke kan huske Syrien, ligger krigen alligevel i deres underbevidsthed. Lyde som fyrværkeri, ambulancer og andre høje lyde kan være en trigger for dem. For nogle børn er det lettere at åbne sig og tale om det end for andre, hvor det tager måneder, før de er villige til at tale om deres minder og følelser. Men når de åbner, og tør komme ud med deres traumer, oplever vi, at mismodige og ge-nerte børn bliver mere selvsikre efter nogle måneders psyko-sociale samtaler,” siger Varty, og fortæller om et lille barn, der har mistet nogle af sine fingre i krigen i Syrien:
”Når han kom ind i klassevæ-relset, holdt han hånden bag ryggen, fordi han var skamfuld og ikke ville vise sin hånd til sine kammerater. Men ved afslut-ningen af vores forløb med ham, brugte han saks og andre værktøjer med sin beskadigede hånd og følte sig fortrolig med sit handicap.”