Den 3. august blev tusindvis af yezidier jaget fra hus og hjem. Læge Nagham Nawzat Hasan er yezidi og måtte selv flygte fra Islamisk Stat. I dag har hun behandlet over 1.200 yezidiske piger og kvinder for følgerne af IS-krigeres tæsk, voldtægt og tortur, mens de blev købt og solgt som sexslaver. Mission Øst er til stede i yezidiernes område i Sinjar og hjælper piger og kvinder tilbage til et normalt liv.
”Jeg føler mig som et dyr, fordi Islamisk Stat behandlede os som dyr. Nu vil jeg have værdigheden tilbage.” Det fortæller en kvinde fra det yezidiske mindretal, som har været fanget af terrorbevægelsen Islamisk Stat, misbrugt, voldtaget, solgt og videresolgt som sexslave af IS-krigere gennem flere år.
Nagham Nawzat Hasan er læge, gynækolog og yezidisk aktivist siden september 2014. Hun fortæller historien om kvinden, der måtte flygte til Dohuk kort efter at IS angreb yezidiernes hovedby Sinjar den 3. august 2014 og tre dage senere hendes egen by Baashiqa uden for Mosul.
Solgt 30 gange
Nagham Nawzat Hasan har satset hele sit liv på at hjælpe overlevede yezidiske kvinder. I 2016 modtog hun International Women of Courage Award af den daværende amerikanske udenrigsminister John Kerry for at yde psykologisk støtte til traumatiserede yezidi-overlevende og for at bekæmpe kønsbaseret vold.
”Det smerter mig dybt som kvinde, at nogen kan undertrykke, nedgøre og misbruge kvinder som IS gjorde,” siger hun. ”De bortførte dem til forskellige IS-kontrollerede områder, adskilte kvinderne fra deres børn, og adskilte også kvinderne fra hinanden. Og de solgte dem til IS-krigere. Omkring 95 procent af pigerne mellem 9 og 16 år blev voldtaget af IS-krigerne. Vi har sager, hvor piger er blevet solgt og videresolgt mellem IS-krigere over 30 gange.”
Tortureret slået og brændt
Kvinderne har mistet tilliden til mennesker. Og traumet bliver værre, når de er befriet. For så erfarer de, at deres kære er dræbt eller savnet. De har ingen indtægt og tør ikke vende tilbage til deres områder.
Nagham Nawzat Hasan føler sig ofte magtesløs over for kvindeskæbnerne.
”De overlevede, men de lider fortsat med smerten og den ubærlige situation i lejrene. Det er svært at sætte sig ind i. De allerfleste er blevet voldtaget, og mange af dem blev tortureret, slået og brændt.”
Genvinder tilliden
De overlevende har rigtigt mange problemer at slås med. Mest psykisk, fortæller hun.
”De døjer alle sammen med depression, angst, mareridt, koncentrationsbesvær og apati. De har fuldstændig mistet tilliden til andre mennesker. Derfor besøger jeg dem i lejrene, taler med dem i flere omgange og vinder langsomt deres tillid.”
Når Nagham Nawzat Hasan har talt med dem et stykke tid, får de mod til at fortælle deres historie.
”Yezidikvinderne er stærke og udholdende, men de bærer også på en indre smerte, som vi slet ikke kan sætte os ind i.
Overgrebene fortsætter
Hvordan kan de overleve og leve videre efter dette?
”Jeg er selv yezidi, og jeg er selv fordrevet. Min by Baashiqa blev også angrebet af IS den 6. august 2014. Men folkedrabet stopper ikke med overgrebene i 2014. De fortsætter indtil i dag, hvor 3.000 yezidipiger og -kvinders skæbne stadig er ukendt. Men yezidikvinder er stærke. De har bevaret deres tro og religion. De har set alt, de har gennemlevet alt, og de står stadig oprejst,” pointerer Nagham Nawzat Hasan.
Smerter og infektioner
Den første kontakt til den barmhjertige gynækolog sker typisk ved, at familiemedlemmer fortæller, at deres datter, søster eller slægtning har været fanget af IS. Så tilbydes de læge- og psykologhjælp.
”De fleste klager over hovedpine, smerter i underlivet og forskellige infektioner, og mange af dem har hudlidelser som fnat og infektioner fra insektbid. De er alle deprimerede, de er angste, apatiske og har koncentrationsbesvær.”
”Ved medicinsk behandling får de det hurtigt bedre. Men de psykiske mén tager lang tid at hele. Det er meget svært. De mangler alt. De har mistet børn og andre familiemedlemmer. De føler sig svigtet. Og de frygter for fremtiden.”
Mission Øst hjælper
Mission Øst er til stede i yezidiernes hovedby Sinjar og arbejder direkte med mennesker, der er berørt af konflikterne – både yezidier og andre minoriteter. Vi giver dem adgang til rent vand og husly og sørger for, at de lever beskyttet.
I vores programmer har vi haft fokus på at hjælpe udsatte kvinder med at komme sig over krigstraumer og give dem færdigheder og styrke til at kunne genopbygge deres liv.
Derudover har mange kvinder fået adgang til forskellige former for kompetenceudviklingskurser og kontant støtte, der har hjulpet dem med at fokusere på at genopbygge deres liv.