Generalsekretær Betina Gollander-Jensen er netop kommet hjem fra en rejse til Irak, hvor især et besøg i yazidiernes hovedby Sinjar gjorde stort indtryk. Den gamle bydel ligger stadig i ruiner. Befolkningen føler sig svigtet af det internationale samfund. Yazidikvinder er dybt traumatiserede efter at være fanget af Islamisk Stat. Og samfundsledere ser tegn på, at endnu et folkedrab er på vej.

Vi spørger ind til, hvad der har gjort størst indtryk på generalsekretærens ugelange rejse til Irak, hvor Mission Øst giver mad, vand, husly, sanitet og psykosocial støtte til børn, unge og kvinder, som er ofre for Islamisk Stats overgreb.

– Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig et land i så stor usikkerhed. Jeg havde regnet med, at vi kunne gå fra humanitær hjælp til udviklingshjælp. Det er vi også i gang med, men jeg havde ikke forestillet mig den grad af usikkerhed. Jeg troede, at der var fred i Irak. Det er der ikke, og det rystede mig, fortæller Betina Gollander-Jensen.

Samfundsledere græder af frygt for nyt folkedrab

Det var især mødet med det forfulgte mindretal, yazidierne, der greb hende om hjertet:

– Nogle af de mennesker, jeg mødte – bl.a. højtstående yazidier – sad og græd af frygt, mens de fortalte om det folkedrab, de havde været igennem, og at de nu forventede det 74. folkedrab på yazidierne. For ja, gennem mindretallets tusindårige historie har de oplevet folkedrab på folkedrab. Og de frygter og mærker, at et nyt folkedrab er på vej. For Islamisk Stat er jo ikke forsvundet, selv om de blev overvundet i 2017.

Yazidierne er glade for at Mission Øst hjælper dem med at genopbygge deres huse, men at de jo ikke ved, hvornår der sker noget igen.

– De lever i konstant og nagende frygt, og ledende yazidier siger rent ud, at der er tegn på, at et nyt folkedrab er under opsejling.

Det er vigtigt, at vi fortæller omverdenen om det, pointerer Betina Gollander-Jensen. Så vi ikke kommer for sent og pludselig opdager, at fx Islamisk Stat er på færde igen.

Kvinder drømmer kun om at se sine medfanger igen

Det gik også op for Betina Gollander-Jensen hvor dybt traumatiserede de kvinder er, som har været taget til fange og er blevet misbrugt og solgt som sexslaver af Islamisk Stat.

– Jeg spurgte de IS-overlevende yazidikvinderne om, hvad de drømmer om i fremtiden. Når jeg stiller den slags spørgsmål til fattige, svarer de normalt, at de drømmer om at få et hus at bo i og at deres børn kan komme i skole. Men det var slet ikke det, kvinderne var optaget af. De sagde, at de drømmer om, at der kan blive sikkerhed i landet. De har mareridt om dem, de efterlod i fangekældre og som blev henrettet og lagt i massegrave. Kvinderne drømmer om, at de mennesker kan blive gravet op og blive identificeret.

Det viser noget om, at såret efter Islamisk Stats indtog i 2014 stadig ligger råt og vidtåbent, fortæller Betina Gollander-Jensen.

– De drømmer ikke en gang om noget for dem selv. De er ikke kommet til det stade endnu, hvor de begynder at drømme om deres egen tilværelse, deres egen fremtid. De er stadig forbundne med deres medfanger og lidelsesfæller, som stadig er fanget eller ligger i en massegrav. Selv om de blev befriet fra Islamisk Stat i 2017, er de stadig væk i chok, som om det var i går.

Sinjars gamle bydel er sønderbombet

Helt fysisk ligger den gamle by i Sinjar stadig i ruiner.

– Området, hvor yazidierne havde bazar og handelsgade, er fuldstændig bombet. Kirken ligger bombet. Der er ingen genopbygning ud over enkelte huse hist og her. Bydelen ligger bare hen i ruiner.

– Det er som om yazidierne bare er glemt. Oppe på Sinjar-bjerget talte vi med folk, der nærmest lidt aggressivt sagde: ”Hvad vil I? Vi har mødt så mange mennesker. De kommer her, men ingen af dem hjælper!” Vi så kun omkring 10 huse på bjerget, der var ved at blive bygget. Resten af befolkningen bor i telte.

Hvad tænker du om det vi laver i Mission Øst? Er det bare en dråbe i havet?

– Det er utroligt værdifuldt, det vi laver. Ja, det er en dråbe i havet, men det er trods alt et håb. Og det er, hvad yazidierne har brug for. Og så hjælper vi kvinderne på vores to medborgercentre med at tale deres sager igennem, så de kan få et ID-kort og dermed ret til sundhedsydelser. Vi hjælper dem med at danne grupper, hvor de maler og bager sammen.

– Bare det at mødes med andre og være fælles om noget andet, end at man har det skidt, betyder meget. Mange af kvinderne er jo ensomme.

Yazidikvinder er dobbelt ramt

– En ting er, at de har oplevet alt det traumatiske som fanger af IS. Men når en kvinde kommer tilbage som enke efter sin mand, som blev dræbt under folkedrabet i 2014, bliver hun ofte udstødt af mandens familie, fordi hun har været fange af IS. Kvinderne er på den måde  dobbelt ramt. De kan ikke bare trække en streg i sandet med et før og et efter IS, men fangenskabet kommer til at definere dem resten af livet. Det mærker dem og deres børn.

– De bliver også udstødt af samfundet. 30-40.000 børn bliver ikke anerkendt af den irakiske stat, fordi deres mødre har været gift med IS-krigere.

Der er brug for at tale yazidiernes sag, så de ikke bliver glemt, mener Betina Gollander-Jensen.

– Folkedrabet i 2014 skal anerkendes. Og politikerne skal råbes op, så de – midt imellem alle andre politiske dagsordener – når at gribe ind, før det er for sent og IS i ly af andre kriser er begyndt at forfølge mindretallene igen.