Sana Basim er Mission Østs programchef i Irak. Hun glæder sig over at arbejde for en fleksibel organisation, der hjælper kvinder uanset deres etniske og religiøse tilhørsforhold med at overleve overgreb og forsørge sig selv og deres børn.
I traditionelle samfund som det irakiske har kvinder ikke en gang ret over deres egen krop og må ofte lide under kønsbaseret vold. Men kvinderne kan søge hjælp i Mission Østs medborgercentre, hvor samtalegrupper for både kvinder og mænd forhåbentlig kan ændre kulturen på lang sigt.
Det fortæller Sana Basim, der er Mission Østs programchef i Irak med erfaring i sikkerhed og beskyttelse og tillige erklæret feminist. Hun er uddannet antropolog og kommer oprindelig fra Pakistan. Nu bor hun med mand og to børn i Erbil i det nordlige Irak, hvor Mission Øst også har kontor.
Sana Basim søgte ind i Mission Øst, dels fordi hun var oprørt over de uhyrligheder, der sker i Irak i forbindelse med Islamisk Stats hærgen, og dels fordi Mission Øst er en mellemstor organisation.
– Fordelen ved en organisation som Mission Øst er, at vi har vores systemer, politikker og procedurer på plads samtidig med at vi også er fleksible til at møde de enkelte behov i lokalsamfundet. Den styrke er vi stolte af! smiler hun.
Sommerfugle på himlen giver håb
Hvad er det, der driver dig?
– Når det lykkes at skaffe penge til projekter og jeg ser, hvor stor en forskel støtten gør for udsatte mennesker, bliver jeg glad. Det motiverer mig! Og når jeg ser yazidikvinders malerier af sommerfugle, der flyver op mod himlen, opdager jeg, hvor meget traumebehandlingen betyder for, at disse kvinder kan komme videre i deres liv.
Der er utroligt meget smerte i mange af yazidikvindernes malerier…
– Ja, og i et lukket samfund som det irakiske er det utroligt stærkt, at kvinderne tør male deres smerte og udtrykke deres håb på denne måde. Tænk, hvilke lidelser, de har måttet gennemleve, blot fordi de har en anden tro og en anden ideologi end majoriteten.
Mænd bestemmer stort set alt
Sana Basim er også med til at lede et internationalt netværk af fagprofessionelle, der kæmper for ligestilling og diversitet i verden. En kamp, der ikke ser ud til at være overstået foreløbig.
– Det er meget svært både at tale og handle på kvinders rettigheder i et samfund, hvor en traditionel tolkning af religion er fremherskende. Vi kan godt tale om reproduktiv sundhed, men ikke om reproduktive rettigheder. Det er stadig manden, der bestemmer. Kvinden har ikke noget at skulle have sagt. Den problematik kan vi kun adressere ganske forsigtigt.
– I traditionelle lokalsamfund bliver kvinder udskammet for at føde pigebørn. De bliver både stigmatiseret og straffet, og ofte vil manden skilles og giftes med en anden eller tage sig en hustru nummer to. Der er også problemer med tvangsægteskaber og børneægteskaber, fortæller Sana.
– Kampen for kvinders rettigheder er ikke kun et anliggende for kvinder. Vi må også engagere mændene. Det gælder alt fra at forsvare kvinders ret til deres egen krop til at modvirke kønsrelateret vold. Det er jo mænd, der udøver volden!
Medborgercentre giver kvinderne et trygt miljø
Kvinders rettigheder er tænkt ind i Mission Østs projekter i Irak gennem oplysning, bevidstgørelse og engagement. Både af kvinder, mænd og lokale ledere af trossamfund.
– Når kvinderne kommer til vores medborgercentre i Sinjar eller Kirkuk for hjælp, bliver de modtaget af kvindelige sagsbehandlere, som er uddannet netop til dette. De får tilbud om psykosocial støtte og bliver henvist til psykolog om nødvendigt.
– Medborgercentrene er trygge miljøer for kvinderne. Her kan de deltage anonymt i almindelige aktiviteter og modtage hjælp og støtte uden at deres mænd ved, at de søger beskyttelse fra fx kønsbaseret vold. Hvis mændene vidste det, ville de ikke tillade kvinderne at komme!
Styrket selvværd gennem selvforsørgelse
Konfronterer I de voldelige mænd?
– Det er meget farligt at konfrontere dem direkte, ikke mindst for kvinderne. Men vi arrangerer grupper for mænd, hvor vi oplyser generelt om menneskerettighederne, herunder kvinders rettigheder. På den måde kan mænd, der har problemer med voldelig adfærd, få oplysning og vejledning, der forhåbentlig justerer deres adfærd.
Hvad sker der i kvinden, når ”sommerfuglen begynder at flyve”?
– Når kvinder, der har været udsat for vold og overgreb, hører at andre kvinder har oplevet noget lignende, slapper de af. Nogle danner spontane støttegrupper, hvor de kan give hinanden moralsk støtte. Og fordi vi kombinerer den psykosociale støtte med erhvervstræning, får kvinderne styrket selvværd ved at lære et håndværk eller starte en forretning.
Netop erhvervstræningen er vigtig for kvinderne, fortæller Sana Basim:
– Mange af yazidikvinderne har mistet familiemedlemmer, nogle er ladt helt alene tilbage, efter de er blevet befriet fra fangenskabet. De har ikke noget livsgrundlag. Så vi giver dem undervisning og startkapital, så de kan tjene penge og genopbygge deres liv.
Kvinder fik hjælp til at starte forretning derhjemme
Hvordan reagerer mændene på at kvinder starter egne forretninger?
– Det, der skete under ISIS, er svært at håndtere. Men yazidi-samfundets opbakning er et klassisk eksempel, fordi deres leder anmodede alle yazidier om at acceptere deres døtre, søstre og koner efter befrielsen fra fangenskabet. Men for andre religioner og etniciteter fortsætter stigmatisering og udskamning af kvinder. Men generelt er der større accept af kvinder som virksomhedsledere på landet end i byerne.
– I Iraks næststørste by Mosul støtter Mission Øst en mor og hendes tre døtre i at starte en virksomhed ud fra deres hjem. Der er fem børn i familien, men ingen til at forsørge dem. Både morens og to søstres mænd blev dræbt i krigen. Kvinderne bliver mobbet og chikaneret og endda udnyttet af lokalmyndighederne. Vi hjalp dem med at starte en forretning ud fra deres hjem, hvor de sælger kjoler og kosmetik. Her kommer byens kvinder og handler.
Og her er vi så tilbage ved Mission Østs fleksibilitet…
– Ja, Vi søger altid løsninger som er acceptable for lokalsamfundet.
Hvordan klarer du at være omgivet af alle de lidelser?
– Det er overvældende! Nogle gange græder jeg, når jeg skriver deres historier. Men jeg føler det er det, der driver mig. Disse kvinder er afhængige af min hjælp. Selv min lille indsats er en stor hjælp for dem.