Borgmester i yazidilandsby brød sammen ved Mission Østs besøg: ”Vi er forfulgt, men vandet fra jeres projekt hjælper os til at have et sted at bo og overleve. Vores største ønske er at føle os trygge i vores eget hjem.”
Generalsekretær Betina Gollander-Jensen har netop besøgt Mission Østs projekter i Irak sammen med fundraiser Jens Marcussen. De besøgte bl.a. landsbyen Tepa i Sinjar, hvor hjemvendte familier fra det forfulgte mindretal yazidierne har fået ny vandforsyning, så de kan overrisle deres marker og haver og dyrke næringsrige afgrøder og grøntsager.
Jens Marcussen fortæller:
På vejen op til Tepa landsby risler vandet i kanaler ud til markerne, hvor grønne arealer bryder det ellers udtørrede landskab.
Landsbyens ”muktar”, dvs. borgmester, og to af landsbyens ældste byder os velkommen ved indgangen til landsbyen iklædt traditionelt tøj og hovedbeklædning. Vi bliver hurtigt budt på vand fra vores vandprojekt, the, brød og honning fra egen produktion i forsamlingsstuen med store sofaer langs væggene, og snakken går i gang – først formelt, siden mere dramatisk.
Rent drikkevand til 50 familier
Muktaren udtrykker sin glæde over det vellykkede vandprojekt. Den oprindelige vandkilde blev ødelagt under IS-indtagelsen i 2014, hvor alle, der kunne gå, flygtede op ad det bagvedliggende Sinjarbjerg for at undgå at blive dræbt, tilfangetaget, voldtaget eller giftet bort til IS-krigere.
Da de overlevende indbyggere omsider turde vende tilbage, måtte de hente vand på æsel og i spande. Vandet var ikke godt at drikke, nyrer og andre organer blev påvirket, og det var umuligt at hente nok til at dyrke jord og grøntsager.
Efter at have etableret over 500 meter vandledning, pumper og filtre strømmer rent drikkevand i dag ind i husene hos landsbyens omkring 50 familier. Der er også rigeligt til den nødvendige kunstvanding af markerne og til køkkenhaver, frugttræer og grøntsagsproduktion.
Kunne ikke eksistere uden vand
Alle familier dyrker nu grøntsager til eget brug. Flere har nu bistader og producerer honning til eget brug og til salg på markeder. Der er etableret balancerede ordninger, så landsbyens indbyggere betaler vedligeholdelse af vandforsyningen efter indkomst og antal familiemedlemmer.
”Det er en kæmpe fordel for hele vores landsbysamfund. Uden vandforsyningen kunne vi slet ikke eksistere her, og vi har ikke andre steder at tage hen”, fortæller borgmesteren.
”Omkring 60 andre familier har planer om at vende tilbage til landsbyen og genopbygge deres forladte og ødelagte huse. Det ville overhovedet ikke være muligt uden vores nye vandforsyning,” tilføjer han.
Forfulgt på grund af anden tro
På spørgsmålet om, hvad der er deres største ønske for fremtiden, rejser sig manden sig, taler hurtigt, gestikulerer og bryder til sidst ud i gråd. Han og peger rundt i rummet:
”Intet kan give os fred og redde os fra forfølgelse. Hvis tæpper, kopper, sofaer – alt i dette rum var lavet af guld, ville det ikke være nok til at redde os. Intet er nok. Vi er fordømt og forfulgt, fordi vi har andre traditioner, en anden tro og er anderledes. Det er sket før for yazidierne, og det vil ske igen.”
”Det, vi ønsker os allermest, er tryghed. Det har vi ikke. Situationen er utryg med shia- og sunni-muslimer, samt Pershmega- og PKK-fraktioner (kurdiske og tyrkiske militser – red.), der kæmper om magt og indflydelse i Sinjar-området. Der er korruption og checkpoints og med jævnlige skudvekslinger og raketangreb mod militære installationer.”
”Vi vil bare passe os selv, og vandet fra jeres projekt hjælper os til at have et sted at bo og overleve her, måske vil landsbyen endda vokse nu. Men vi slipper aldrig frygten for, at det vil ske igen.
Hjælp til at komme videre
”Vi er mærket som samfund og tør ikke stole ikke på nogen længere. Vi ved aldrig hvad og hvornår noget forfærdeligt vil ske for os igen. Vores største ønske er at få troen på andre mennersker tilbage og føle os trygge i vores eget hjem”.
Manden sætter sig og får samlet sig lidt.
”Vi takker for den store hjælp, vi har fået af gode mennesker som jer. Ellers havde vi måske stadig været på Sinjarbjerget eller i andre lejre. Nu er vi her med grønne marker og haver. Vi kan ikke ændre, hvad der er sket og på vores frygt for fremtiden. Men vi kan gøre vores bedste for at komme videre. For at blive set og anerkendt. Tak, fordi I gjorde en fantastisk indsats for os”.
Brug for officiel anerkendelse
Jens Marcussen reflekterer efterfølgende:
Der er stille i bilen på vej tilbage til vores kontor i Sinuni. Oplevelsen har påvirket os. Diskussionen går på, hvordan vi kan hjælpe yazidierne endnu mere end med rent vand, traumebearbejdning, husly og levebrødsprojekter. Officiel anerkendelse som forfulgt folkefærd, der har været udsat for et brutalt folkemord? Vil det hjælpe? Måske. Det ville i al fald fortælle, at nogen ser dem og bekymrer sig om dem.