Danmarks Indsamling på lørdag går blandt andet til, at Mission Øst kan oprette et center for børn i den irakiske by Mosul, hvor Islamisk Stat forhindrede piger som Rufaa i at gå i skole.
12-årige Rufaa fra Mosul gik ikke i skole i tre år, mens hendes by var besat af Islamisk Stat.
Nu får børn som Rufaa hjælp af Mission Øst til at genvinde viden og bearbejde krigstraumer.
Det skal ske i et børnecenter, hvor piger og drenge trygt kan lege, spille, lære at læse, skrive og regne og tale ud om de forfærdelige oplevelser, de har gennemgået under Islamisk Stats terror.
Børnecentret oprettes for de penge, Mission Øst bliver tildelt fra Danmarks Indsamling på lørdag 3. februar.
Temaet for indsamlingen er ”Hjælp børn uden hjem”.
Mange af børnene i Mosul har mistet deres hjem og bor nu i ruiner, ufærdige betonbygninger eller i telte uden for byen.
Krigere trængte ind med våben
Rufaa var kun ni år gammel, da IS-tropper rykkede ind i Mosul.
De forbød Rufaa at gå i skole – for piger behøvede ikke at lære noget, sagde de.
“Jeg har været inden døre i tre år” fortæller Rufaa, der sad hjemme hos sin far, mens kampene stod på.
Da det stod værst til, måtte Rufaa, hendes far, Shamil, og resten af familien skjule sig under trappen, mens IS-krigerne oppe på første sal skød mod de fremstormende regeringsstyrker.
“IS-krigerne trængte ind i vores hus med våben. De gjorde mig bange” fortæller Rufaa.
Akut brug for hjælp mod traumer
Tusinder af børn i Mosul har lige som Rufaa været vidne til voldelige kampe.
Andre har mistet deres far eller mor. Og endnu flere har mistet deres hjem.
Enten fordi de er blevet tvunget på flugt og måske stadig bor i en flygtningelejr eller hos slægtninge, eller fordi deres hjem – lige som Rufaas – nu er blevet ødelagt eller stærkt beskadiget af granater og bomber.
For mange børn er den hjemlige tryghed nu erstattet af traumatiske minder om krig og overgreb.
”Især de yngste børn skal have hjælp så hurtigt som muligt. De befinder sig i en vigtig fase af deres kognitive og følelsesmæssige udvikling, og de risikerer at få livslange traumer, hvis de ikke får hjælp nu,” siger Anders Andersen, der er koordinator for Mission Østs indsats i Irak.
Psykisk førstehjælp og basale skolekundskaber
Med støtte fra Danmarks Indsamling opretter Mission Øst i foråret 2018 et børnecenter i Mosul, hvor omkring 1.000 børn og unge i alderen 4-17 år vil få støtte og undervisning i trygge omgivelser, alt afhængig af hvor mange penge der samles ind.
Børnene får bl.a. psykisk førstehjælp – såkaldt psykosocial støtte – undervisning i sundhed og livsfærdigheder samt undervisning i basale skolefag.
På den måde lukkes hullerne i deres skolegang, så de kan fortsætte deres uddannelse og skabe sig en fremtid.
Mission Øst har erfaring i at drive børnecentre i Irak, og har allerede seks centre placeret i blandt andet Kirkuk, Dohuk og på Sinjar-bjerget.
Fakta om Mosul:
Siden 2014 er over 4 millioner irakere blevet fordrevet som følge af kampene i landet, heraf venter 3,2 millioner stadig på at kunne vende hjem.
Den største bølge af fordrevne kom efter befrielsen af Islamisk Stats højborg Mosul, hvor over en million mennesker flygtede. Heraf venter mange hundredetusinde stadig på at kunne vende tilbage til den sønderbombede by.
Især den vestlige del af Mosul er stærkt ødelagt af krigshandlingerne. Mange huse er ødelagt, og der er op imod 11 millioner tons murbrokker i byen.
Ni ud af ti børn i Mosul går enten slet ikke i skole eller har store udfordringer med det
Særligt udsatte er de forældreløse børn, som der er mange af i Mosul. I 31 ud af 45 af byens kvarterer rapporteres der ifølge lokale kilder om et stort antal børn, der hverken har en far eller mor eller et andet nært familiemedlem til at tage sig af dem.
Kilder: Mission Øst og FN.