Mission Øst hjælper stadig indbyggerne i den irakiske storby et år efter den første nødhjælpsuddeling. Nu gælder det genopbygning og selvforsørgelse.December 2017
Den 20. december er det et år siden, at Mission Øst første gang uddelte nødhjælp til hårdt trængte familier i og omkring Mosul. Det lykkedes at komme ind med hjælpen kun to måneder efter, at de irakiske sikkerhedsstyrker den 17. oktober 2016 indledte den aktion, der skulle befri storbyen efter mere end to år under Islamisk Stats brutale styre.
Mænd, kvinder og børn i bydelen Gogjali lige uden for Mosul modtog som de første 100 nødhjælpspakker med presenninger, tæpper, liggeunderlag, rengøringsmidler og hygiejneartikler. To dage senere skulle 350 familier i forstaden Bartallah modtage samme hjælp, men lastbilerne måtte vende om, da Islamisk Stat havde infiltreret et begravelsesoptog kun 1.500 meter fra uddelingsstedet, og selvmordsbombere sprængte sig selv i luften og dræbte 25 personer.
Droner smed granater
Det er med livet som indsats, at nødhjælpsarbejdere trænger ind i farlige områder for at hjælpe mennesker. En lokal hjælpeorganisation mistede fire af sine medarbejdere den ene dag og tre et par uger senere, da Islamisk Stat sendte droner med mortergranater ned over området. Heldigvis kom Mission Østs medarbejdere ikke noget til.
– I januar 2017 lykkedes det os at trænge helt ind i Østmosul og uddele hjælpepakker i 10 forskellige kvarterer, så i alt 1.935 familier fik husly og hjælp til at opretholde god hygiejne, fortæller Mission Østs nødhjælpsleder i Irak, Knud Andersen.
Hjælpepakkerne blev læsset over i mindre ladvogne uden for byen og hurtigt kørt ind i kvartererne for at blive uddelt, inden Islamisk Stats krigere kunne nå at opfange, hvad der foregik.
Må overleve i ruiner
Mission Øst var de første til at uddele nødhjælp, først i Østmosul og senere i Vestmosul på den anden side af floden Tigris, efterhånden som også denne del af byen blev befriet. Hjælpeorganisationen fortsatte ufortrødent året igennem med at uddele tæpper, hygiejneartikler mm. til de mange familier, der har mistet alt og nu må overleve i ruiner. I dag – et år efter den første uddeling – har Mission Øst hjulpet flere end 107.000 personer med at overleve i den krigshærgede by, blandt andet gennem de 211.714 kroner, som blev samlet ind blandt private støtter herhjemme.
– Vi er der stadigvæk og siger: Mosul, vi har ikke glemt dig! Mens verdens opmærksomhed retter sig mod andre kriser, prøver vi at hjælpe Mosuls krigshærgede indbyggere på fode ved at finansiere genopbygning af deres huse og forretninger. Samtidig vejleder vi dem i, hvordan de kan tjene et levebrød og hjælpe sig selv ud af fattigdom, fortæller Knud Andersen.
Fortsætter arbejdet i Irak
Mission Øst har uddelt nødhjælp til over 200.000 mennesker i Irak siden sommeren 2014, da Islamisk Stat indtog og hærgede store dele af landets nordlige regioner. Mission Øst fortsætter hjælpen til flygtningelejre i Kirkuk og til yezidier på Sinjar-bjerget. Det etniske mindretal flygtede op på bjerget, da IS-krigere indtog byen Sinjar, dræbte mænd, voldtog kvinder og bortførte unge piger som sexslaver.
Tusinder af yezidier opholder sig stadig på bjerget af frygt for deres sikkerhed. Her driver Mission Øst et center, hvor børn kan lege, lære og komme sig over deres traumer og unge lære et fag og forberede sig på et arbejde i fremtiden. Mission Øst driver seks sådanne centre i Irak.
Mission Øst gennemfører også nødhjælps- og udviklingsprojekter i Afghanistan, Armenien, Myanmar, Nepal, Nordkorea og Tadsjikistan. Hjælpeorganisationen blev grundlagt i Danmark for 26 år siden og har hovedkontorer i København, Berlin og Bruxelles.