Sukri er spændt ud mellem to kulturer: På den ene side almindelig dansker med venner, arbejde og familie. På den anden side forfulgt yazidi fra Irak, hvor han allerede som lille barn kom i fængsel med sin familie. Han er taknemmelig for Mission Østs solidaritet med yazidierne og hjælpen til de fordrevne på Sinjarbjerget.

– Jeg lever to liv. I det ene et helt almindeligt liv med familie, venner og arbejde i Danmark. I det andet regnes jeg ikke en gang for et menneske…

Ordene kommer med eftertryk som resultat af en erkendelse, der er rundt af årelang brutal forfølgelse af det yazidiske mindretal i Irak. Helt fra barnsben har Sukri Ali Murad hørt forældre og bedsteforældre fortælle om den ene grufulde massakre på yazidierne efter den anden – så forfærdelige, at han troede, det var løgn.

Men den 3. august 2014 gik det op for ham, at historierne var sande. ISIS’ angreb på yazidiernes hovedby Sinjar var blot endnu et brutalt overgreb. Massedrab, voldtægter, bortførelser og ødelæggelser af yazidiernes ejendomme var blot endnu et kapitel i yazidiernes lidelseshistorie. Og forfølgelsen må stoppe:

– Jeg vil altid kæmpe for yazidierne, pointerer han.

”Mission Øst er vores venner”

Sukri er 39 år og bestyrelsesmedlem i Ezidi Kulturforening i Danmark, der er samlingssted for danske yazidier. Foreningen har over 1.100 følgere på Facebook. Sukri følger Mission Østs hjælpearbejde tæt, og foreningen slår flittigt nyhederne fra Mission Østs arbejde blandt irakiske yazidier op på deres Facebookside.

– Jeg kender jer og betragter jeres bagland som vores venner. I har stået sammen os i hårde tider, siger han.

Og derfor stiller han og foreningen beredvilligt op, når Mission Øst udstiller malerier fra irakiske yazidikvinder, som har modtaget kunstterapi på Mission Østs medborgercenter i Sinjar.

Vi beder ham fortælle sin historie:

– Jeg kom til Danmark som 11-årig i 1994. Min familie måtte flygte fra Irak, fordi vi ikke kunne få lov til at leve i fred og ro. Min far var flygtet allerede i 1985, fordi han helt fra 1970’erne havde oplevet den ene konflikt efter den anden og var tvunget til at deltage i krigen mod Iran. I krigen var yazidierne meget udsat: De blev sat i frontlinjen! Far overlevede, men endte med at flygte, fordi han kunne mærke at hans tid var nær og at det kunne koste ham livet, hvis han blev i landet.

– Vi var forfulgt af Saddam Husseins regime. Jeg kom allerede som 1-årig i fængsel sammen med min familie og igen, da jeg var 4 når, fordi styret mente, min far havde kæmpet på de kurdiske oprøreres side.

Yazidier begravet levende

Det lykkedes for vores naboer og min morfar at overtale myndighederne til at slippe os fri. De forklarede, at anklagerne ikke passede: Min far havde sendt breve hjem fra Europa, og de kunne se på poststemplet, at han jo ikke havde haft mulighed for at kæmpe for kurderne i den periode.

– Vi blev som den eneste familie sat fri; resten har vi ikke hørt noget fra, siden de blev læsset ind i busser og kørt væk. Chaufførerne fortalte senere, at de var blevet begravet levende. En anden yazidifamilie blev fanget og dræbt. Den eneste overlevende var en datter. Til alt held var hun ikke hjemme da massakren fandt sted.

– Det har jeg tænkt over hele mit liv…

”Jeg er ikke mig selv”

Hvad betyder for dig at høre om ISIS’ overgreb på yazidierne i Sinjar i 2014?

– Vi har en lang historie om massedrab på yazidierne. Jeg har hørt de mest grusomme beretninger fra familie og slægtninge. Vi troede som børn, at historierne var løgn, eller at de i hvert fald var overdrevet. Men da ISIS forgreb sig på det yazidiske folk den 3. august 2014, indså vi, at historierne var sande. Hvis sådan noget kan ske i 2014, har det uden tvivl også sket tidligere og måske endnu værre overgreb.

– Jeg bliver meget berørt, når jeg tænker på det. Jeg er ikke mig selv. Faktisk lever jeg to liv. I det ene liv er Sukri i Danmark og arbejder og har en familie. I det andet er jeg en person, der ikke regnes for et menneske.

– Jeg kunne ikke spise. Jeg tabte mig virkelig meget. Jeg følte, jeg var bundet på hånd og mund, som vi siger. Jeg kunne ikke gøre noget; jeg var bare vidne til alt det, der skete. Alt det, vi fik at vide gennem medierne, berørte mig meget psykisk.

Må leve med forfærdelige minder

Hvordan får I håb og mod til at leve videre?

– Jeg føler mig heldig at få lov til at bo et sted, hvor der også er andre ting, der giver mening i livet. Jeg har mange venner, har stiftet familie osv. Men kampen for yazidierne stopper ikke!

– Jeg føler virkelig, at jeg lever et dobbeltliv. På den ene side er jeg bare Sukri, der arbejder hos Ejnar Hessel, hygger mig med mine danske venner og lever i et demokratisk land. På den anden side har Sukri en tragisk bagside, en historie fra et land, hvor man er forfulgt og ikke bliver anerkendt som menneske.

– Det er et meget ømt punkt at tænke tilbage på den meget umenneskelige måde, vi og vores venner blev behandlet på. Hele verden er vidne til det. De to verdener har jeg ikke kunnet forene. Jeg har ikke nogen opskrift på, hvordan vi kan få hele det puslespil til at passe sammen. De forfærdelige minde, må vi leve med.

Hvorfor tager Danmark ikke stilling til folkedrab?

Hvad betyder det for dig, at flere lande anerkender overgrebene som folkedrab – dog ikke Danmark…

– Ja, Danmark tøver. Jeg ved ikke hvorfor. Vil det skade internationale forbindelser? Hvorfor vil Danmark ikke tage stilling? Nogle af ISIS-krigerne var jo danskere. Der er brug for at danske myndigheder tager kraftigt afstand fra overgrebene ved at anerkende folkedrabet.

– Der er ærgerligt og bekymrende, at Danmark ikke tager stilling. De kan jo godt sætte sig ind i, hvordan det må være at blive forfulgt på den måde. Det bekræfter blot at vi yazidier ikke er noget værd. Vi er et lille folk på kun 1,5 mio. på verdensplan. Vi har ingen indflydelse. Det giver en afmagtsfølelse, og det er let at give op.

Hvad betyder det så, at Mission Øst bakker op og gør hvad vi kan for at hjælpe yazidierne i Sinjar?

– Jeg bliver utroligt glad! Jeg kender til Mission Øst og betragter jeres bagland som vores venner. I har stået sammen os i hårde tider i Irak. Jeg er glad og stolt over, at I som nogle af de eneste har hjulpet de fordrevne på Sinjar-bjerget, slutter Sukri Ali Murad.