Da det irakiske skoleår begyndte for nylig, bidrog Mission Østs samarbejdspartner i Mosul til, at 150 små skoledrenge kunne møde nyklippede op til undervisningen.
Khaled er kun fem år, men hans korte liv har været voldsomt. Den lille dreng fra det krigshærgede Mosul mistede sin far under det blodige slag om den irakiske storby, og da familiens hus blev sønderbombet, måtte den slå sig ned i en anden bydel.
Nu skal Khaled begynde i skole, og som alle irakiske drenge forventes han at møde nyklippet op til undervisningen. Før var han bange for at bliver klippet, men en ”frisørdag” på Mission Østs børnecenter i Mosul har fået ham og flere af hans venner på andre tanker.
”Jeg er kommet her sammen med mine venner for at blive klippet. Det er anderledes for mig nu, jeg kan gøre det uden frygt, og jeg nyder det i stedet for at være bange,” siger den lille irakiske dreng. Hårklipningsdagen er arrangeret af Mission Østs partnerorganisation i Mosul, EADE, sammen med en lokal frisørskole, der har stillet ti herrefrisører gratis til rådighed. I løbet af dagen klipper de 150 små drenge, der i mange tilfælde ellers ville have haft svært ved at møde nyklippede op i skole.
Børn finder sammen
Drengenes familier er glade for initiativet. Når man bor i en udbombet by, er det ikke altid let at skaffe ca. 15 kr. til en klipning, og samtidig får børn en mulighed for at finde sammen. Det havde de svært ved, da byen var styret af terrorbevægelsen Islamisk Stat, der som regel forbød aktiviteter i det offentlige rum og forhindrede børn i at komme i skole.
”Da de besatte vores by, kunne vi oftest ikke gå ud, og vi tilbragte det meste af tiden i vores hus. Det påvirkede især mine børn. De blev indadvendte og sky, det hæmmede deres udvikling, og de fik psykologiske problemer. Arrangementer som det her hjælper børnene med at komme sig. De kan mødes med venner og lege og nyde at have et normalt liv,” siger Najma, en mor til fire børn, der har taget sin søn med for at få ham klippet.
Også Najmas familie led hårdt under okkupationen af Mosul. Hendes mand nægtede at slutte sig til Islamisk Stat, så derfor mistede han sit arbejde, og familien måtte sælge deres møbler for at skaffe mad til børnene. De manglede penge til medicin, så da Najmas mand og en af hendes døtre blev syge, kunne de ikke få behandling. Det har givet dem varige mén. Men til trods for alle problemerne kan Najma alligevel finde en smule optimisme på en dag som denne.
”Alle kvarterets børn finder sammen, og mine børn lærer mange andre børn at kende og får nye venner på grund af det her. Psykisk har de det meget bedre end før,” siger hun.
Sårbart lokalsamfund
For frisørerne, der donerer deres arbejdskraft, har dagen også en særlig betydning, siger Nabeel, der driver frisørskolen Nabeel Institute og selv er med til at klippe drengene.
”Ethvert barn har ret til at blive klippet. Vores mål er at gøre børnene glade og motivere dem til det nye skoleår. Vi ønsker at vise verden, at børnene har lidt under konflikten. Dette lokalsamfund er meget sårbart og har brug for hjælp. Vi sætter stor pris på, at Mission Øst støtter disse fattige børn, og vi ønsker, at I fortsætter med det.”