Mission Øst har delt mad ud i flere hårdt ramte boligkvarterer i det vestlige Mosul i Irak. Shamil, Saabira og Ahmed, der alle har fået hjælp, fortæller her om tiden under og efter Islamisk Stat.Af Kim Wiesener, leder for kommunikation, november 2017
Da frontlinjen nåede frem til Shamils gade i det vestlige Mosul, trængte en halv snes krigere fra Islamisk Stat ind gennem hans hoveddør og forskansede sig i huset, mens de ventede på fjenden. De lod ingen af beboerne slippe ud, men brugte dem som menneskelige skjolde i håbet om at undgå luftangreb.
Næste dag kom krigen for alvor til Shamils hus. Mens IS-krigerne oppe på første etage skød mod de fremstormende irakiske styrker, måtte han og hans familie søge tilflugt et forholdsvis sikkert sted.
”Der blev kæmpet i mit hus. Vi sad under trappen, hvor jeg forsøgte at beskytte mine tre døtre og min mor. En af IS-folkene blev skudt, men jeg ved ikke, om han døde,” fortæller Shamil, hvis hus blev heftigt beskadiget under kampene. Få måneder senere sidder han og hans 12-årige datter, Rufaa, blandt en gruppe beboere fra deres nabolag og fortæller om tiden under og efter Islamisk Stat – og den voldsomme periode, da der blev kæmpet i deres gader.
Mission Østs udsendte medarbejdere møder dem på en sikker adresse i det vestlige Mosul, for det er endnu for risikabelt for udlændinge at være for synlige i denne del af byen, der indtil i sommer stadig var en slagmark.
Familierne indrettede sig
Køreturen til huset går gennem nabolag, hvor krigens spor er alt for tydelige. Mange huse er fuldstændig ødelagte, der er smadrede biler over det hele, og de mure, der stadig står, er fulde af skudhuller. For overhovedet at komme over til Vestmosul skal man krydse Tigris-loden, og det sker over en midlertidig flydebro, for de rigtige broer er ødelagte.
Gennem næsten tre år var Iraks næststørste by besat af Islamisk Stat – eller Daesh, som man kalder terrorbevægelsen på disse kanter. Folk var nødt til at indrette sig, ellers kunne det få alvorlige følger.
Mændene blev straffet
”Jeg fulgte deres regler for at beskytte min familie,” siger Saabira, en veluddannet mor til fem børn, der mistede sin mand for få måneder siden. Hun er klædt i sort, bærer sorg, og vil ikke fotograferes, men fortæller gerne om de trængsler, hun og hendes naboer har været igennem.
”Hvis en kvinde gik uden slør, gjorde de hende ikke noget, men fulgte hende hjem til hendes hus. Hvis hun var gift, tog de hendes mand med, hvis hun var en ung pige, tog de hendes far eller en af hendes brødre og straffede dem – enten ved at smide dem i fængsel eller tage penge fra dem. Så det var manden, der blev straffet, hvis en kvinde ikke fulgte reglerne,” siger Saabira.
Af med skægget
Fængsel eller bøde var også straffen, hvis man ikke gik med de særlige bukser, som Islamisk Stat krævede. Værre var det at blive pågrebet med en mobiltelefon, for så blev man hængt, fortæller Ahmed, en yngre glatbarberet mand.
”Jeg havde ikke skæg før Daesh, men de tvang mig til at have et. Nu har jeg taget det af igen. De søgte efter hvilken som helst grund til at fængsle unge mænd eller straffe dem. Man måtte ikke bære ring, man havde ikke lov til at ryge en cigaret,” siger han.
Så befolkningen indordnede sig, holdt lav profil og ventede på, at der skulle ske noget. Ingen af de Mosul-borgere, som Mission Østs udsendte talte med, troede, at IS-regimet ville vare ved. Som Ahmed tørt bemærker: ”Ingen ville have dem, hverken lokalt eller internationalt, alle var imod dem.”
Mange døde
”Vi ventede en krig, vi vidste, at den ville komme, alle vidste det,” fortæller Saabira. Hun og hendes familie begyndte derfor at hamstre fødevarer. Da krigen så kom, kostede den hendes mand livet. Han gik ud af huset en martsmorgen for at møde sin bedste ven fra nabolaget. En mortérgranat slog ned lige ved siden af dem, og de døde begge to.
Få uger senere troede Saabira, at turen var kommet til hende og hendes børn. En IS-kriger ville gøre sin bil til en stor selvmordsbombe. Den stod lige ved hendes hus og ville ikke starte, men regeringsstyrkerne var opmærksomme på den, og et luftangreb var i vente. ”Vi gemte os i det bagerste værelse, vi var så bange, vi omfavnede hinanden og græd.” Hendes naboer overlevede ikke krigen. En far og hans fire børn blev ramt af en bombe. Og mange andre måtte lade livet under de heftige kampe om Mosul.
Maden kom i tide
Der er gået flere måneder, siden Saabira, Ahmed og Shamils boligkvarter blev befriet. Det har været en svær tid, for de mangler vand og elektricitet. For nylig stod de på listen over modtagere, da Mission Øst delte fødevarehjælp ud i det vestlige Mosul, og den kom lige i rette tid for Shamil og hans familie.
”Da der blev kæmpet i vores hus, blev vores forråd af mad ødelagt. Vi er taknemmelige for hjælpen, for vi havde virkelig brug for den på det tidspunkt,” siger han. Selv om det vestlige Mosul har taget voldsom skade af kamphandlingerne, er livet så småt begyndt at vende tilbage. Nogle få forretninger er genåbnet, der er flere mennesker i bybilledet, og enkelte steder er der ligefrem tegn på genopbygning.
I skole igen
Også for Shamils datter, Rufaa, har befrielsen haft en helt særlig betydning. For første gang i tre år sidder hun på skolebænken, for da Islamisk Stat besatte Mosul i 2014, sendte de pigerne hjem fra skole. ”Jeg er så glad for at gå i skole igen. Jeg har været inden døre i tre år,” siger Rufaa med et stort smil, der for en kort stund skjuler, at hun er tydeligt mærket af de voldsomme oplevelser, hun har været igennem. Abdullah, en ung mand med shorts på – muligvis på grund af varmen, muligvis som et forsinket oprør mod Islamisk Stat, der forbød den slags – forsøger at være optimistisk: ”Vi håber at vende tilbage til et normalt liv. Vi håber, at de fordrevne kommer tilbage, også de kristne og yezidierne. Vi håber, at børnene vil komme i skole igen. Det bør virkelig ske,” siger han. Og Ahmed tilføjer: ”Daesh er væk, så fremtiden ser bedre ud.”
Af hensyn til de interviewedes sikkerhed bringer vi ikke deres rigtige navne i artiklen. Navnene er Mission Øst bekendt.