Da Zarifah måtte flygte fra sin landsby, var der ikke råd til medicin og lægebesøg, når børnene blev syge. Mission Øst gav hende en mulighed for at forbedre sin egen og sin families sundhed.
Zarifah er mor til tre og bor i en lejr for internt fordrevne mennesker i Badahkshan-provinsen i det nordøstlige Afghanistan. Zarifah flygtede med sin familie fra sit hjemdistrikt, da situationen blev for farlig. Hendes mand er den eneste i familien, som har arbejde, men det er ikke fast. Derfor er det ekstremt svært at skaffe nok mad.
Nogle gange står der kun brød og salt te på menuen i dagevis, og tit må familien springe et måltid over. Det er specielt svært i de hårde vintermåneder. Tidligere betød det, at børnene let fik sygdomme, der kan forebygges, som for eksempel diarré, dysenteri og malaria.
Zarifah fortæller: ”Jeg kunne ikke tage mine børn til lægen, fordi vi ikke havde nok penge. Alt hvad min mand tjente, blev vi nødt til at bruge på mad, så der var ikke råd til medicin. Jeg var altid bekymret om mine børns fremtid.”
Et Kursus i sundhed
Da Mission Øst kom til området, blev der sørget for rent vand og kul til at varme op med. Men lige så vigtigt var det at lære beboerne om hygiejne, for bedre hygiejne betyder færre syge børn.
Zarifah var en af de kvinder, som fik tilbudt undervisning i hygiejne og sundhed. ”På kurset lærte jeg om hygiejne, og det har forbedret mit liv. Jeg har lært, at mad skal vaskes, før den bliver tilberedt, at kogte og rå fødevarer bør holdes adskilt, at hænderne skal vaskes før og efter spisning, før man giver de små børn mad, og når man har været på toilettet. Jeg forstår nu, at hygiejne er den bedste ’medicin’ og ’behandling’ mod bakterier,” siger Zarifah.
Hjælp til andre
For Zarifah er det tydeligt, at hendes liv har forandret sig til det bedre. ”Mine børn er næsten aldrig syge længere, og det gør mig rigtig glad! Før havde jeg aldrig troet, det kunne være muligt.” Zarifas næste mål er at hjælpe andre: ”Jeg vil gerne give det videre, jeg har lært til andre landsbyer for at beskytte andre familier mod sygdomme,” siger hun.
I det nordlige Afghanistan stiger antallet af kampe mellem regeringstropper og oprørere. Når det sker, kommer almindelige mennesker i klemme og må flygte til fredeligere egne, indtil deres hjemegn igen er sikker. De fleste må forlade alle deres ejendele, dyr og marker. Udover kurser i basal hygiejne hjælper Mission Øst disse mennesker med nødhjælp i form af penge til mad, køkkenudstyr, basale hygiejnepakker, tæpper, plastik og telte og midler mod diarre. Om vinteren uddeles også kul. Direkte maduddeling bliver som oftest arrangeret gennem FNs fødevareprogram (WFP).