Tusindvis af udsatte mennesker modtager fortsat hjælp til at bekæmpe COVID-19. Her er den seneste rapport fra Mission Østs Coronaindsats.
Vi modtager løbende opdateringer fra vores Coronaindsats rundt omkring i verden.
Familie efter familie modtager oplysning om COVID-19 sammen hygiejneartikler, beskyttelsesudstyr og fødevarepakker, når vores dedikerede medarbejdere og samarbejdspartnere når ud i bykvarterer, landområder og langt op i bjergene for at nå de mest udsatte.
Omkring 170.000 mennesker har modtaget hjælp fra Mission Øst indtil nu, og 172.000 familier med omkring 860.000 personer har mulighed for at høre radio med livreddende information om beskyttelse mod COVID-19.
Tre lande er i fokus lige nu:
I Afghanistan har 3.007 fordrevne familier i Taloqan og Faizabad modtaget hygiejneartikler og informationsmaterialer – omkring 22.000 personer. Det samme gælder 1.907 familier i Badakhshan-regionen og 2.312 familier i Takhar-regionen – begge i den nordøstlige del af landet.
I Irak har 6.629 personer i Sinjar, Kirkuk, Hawija og Mosul de seneste tre uger modtaget hygiejne- og rengøringssæt og oplysningsmaterialer.
I Syrien er det lykkedes at nå ud til 421 familier – omkring 2.400 personer – i Aleppo med fødevarepakker og hygiejneartikler.
I Libanon bliver behovene ved med at vokse. Den lokale møntfod Lira mister dagligt værdi, og priser på bl.a. brød er steget med det firedobbelte. I sidste uge lykkedes det dog at nå ud til 5.066 personer med fødevarer og hygiejneartikler til både libanesere, syriske flygtninge og palæstinensiske flygtninge.
I Nepal er Mission Øst ved at anskaffe hygiejnesæt til kommende uddelinger. Samtidig er medarbejdere i fuld gang med at følge op på tidligere uddelinger, hvor information skal hjælpe os til at blive endnu mere effektive i fremtiden.
I Myanmar er COVID-19-indsatsen foreløbig afsluttet. Gennem to lokale organisationer er Mission Øst nået ud til 19.015 personer i 58 landsbyer med hjælpen. To sundhedscentre har modtaget beskyttelsesudstyr. Og 20.000 familier – over 100.000 personer – har kunnet lytte til radioudsendelser om beskyttelse mod Coronavirus.
I Tadsjikistan er man ved at forberede en Corona med oplysning og hygiejnematerialer i Darvoz- og Vanj-distrikterne. Her vil 10.300 personer modtage oplysning om hvordan de undgår at smitte familier og nærmiljø med COVID-19. Lokale sundhedsposter vil modtage beskyttelsesudstyr og desinfektionsmidler.
Klik her og se, hvordan du kan sikre, at hjælpen fortsætter.