Lille Sunatullo havde alle odds imod sig, da han blev diagnosticeret med et handicap. Heldigvis var der hjælp at hente til både ham og hans familie.TADSJIKISTAN I en lille landsby for enden af en støvet jordvej i det nordlige Tadsjikistans øde bjerge bor 6-årige Sunatullo sammen med sin mor Mutriba Haidarova og sin treårige lillebror Jalilov. Børnenes far har forladt familien, så Mutriba Haidarova er alene om at forsørge sine to drenge. Da Sunatullo var helt lille, troede hans mor, at hendes dreng var som alle andre. Men da han var fire år, fik hun mistanke om, at der var noget galt: ”Han har et meget lavt koncentrationsniveau og hørte ikke, når man kaldte. Så vi tog ham med til en neurolog,” fortæller Mutriba Haidarova. Neurologens dom var nedslående: Sunatullo var udviklingshæmmet.
En frygtelig dom
Som mange andre tadsjikiske børn er Sunatullo født hjemme, og lægerne har siden konstateret, at han ikke fik ilt nok ved fødslen, og at det har skadet hans hjerne. Desuden fortæller hans mor, at hun havde influenza under graviditeten, hvilket også kan have haft indflydelse på Sunatullos helbred. I Tadsjikistan er et handicap en frygtelig dom. Dels er behandlingsmulighederne både begrænsede og dyre, og dels opfatter mange familier det som skamfuldt at have et barn med handicap. Men Sunatullo var heldig. Mission Øst har nemlig for nogle år siden oprettet en center for børn med handicap i den lokale distriksby Pendjikent. Før skulle børn med handicap hele vejen til hovedstaden Dushanbe, hvis de skulle have behandling, en lang og dyr rejse, som betød, at mange fattige børn ingen behandling fik.
Hjælp til familiens overlevelse
Mission Østs ansatte besøgte Sunatullo hjemme, og efterhånden som de lærte den lille dreng og hans familie at kende, fandt de ud af, at hans handicap ikke var det eneste problem for familien. Sunatullos far betaler ikke underholdningsbidrag til sine børn, og Sunatullos mor vidste ikke, at hun har ret til at søge pension til sin søn. Mission Østs advokat besøgte derfor familien og rådgav Sunatullos mor om, hvordan hun skulle søge handicap-pension og anden statsstøtte til sin søn. Sunatullo har nu fået pension og han kommer fast i Mission Østs rehabiliteringscenter for børn med handicap i distriksbyen Pendjikent.
Mirakuløst skoleklar
Gennem stimulerende lege og fysisk udfoldelse sammen med andre børn i Mission Østs center har Sunatullo både fået gode venner og er blevet bedre til at koncentrere sig. Fordi Sunatullo har fået det så godt, har hans mor valgt at sende ham i skole, og det er indtil videre en stor success. ”Hans opførsel er virkelig god i skolen. Han har lært reglerne for, hvordan han skal opføre sig,” fortæller hun. ”Vi møder rigtig mange familier som Sunatullos, og det er fantastisk at se, hvordan både børn og forældre udvikler sig, når de får rehabilitering og rådgivning,” fortæller Hilola Ashurova, som leder Mission Østs arbejde for børn med handicap i Tadsjikistan.