En enorm humanitær katastrofe udspiller sig lige nu i det nordøstlige Nigeria, hvor vold og usikkerhed har ført til massefordrivelser. Mission Øst er til stede i delstaten Borno og hjælper et stort antal underernærede børn og deres familier.
Konflikt og vold påvirker levevilkår for millioner af mennesker i Nigeria. Over 8,3 mio. mennesker har behov for humanitær bistand. Over 5,9 mio. børn i alderen 0-5 år og over en halv million gravide eller ammende kvinder lider af akut underernæring i det nordøstlige og -vestlige Nigeria.
Behov for nødhjælp
Den ekstremistiske gruppe Boko Haram har dræbt titusindvis af mennesker og begået grove overtrædelser af børns rettigheder. De har kidnappet piger og drenge og siden tvangsgiftet dem bort eller tvunget dem til at være børnesoldater.
Boko Harams terror og trussel har tvunget millioner af mennesker til at forlade deres hjem:
– De fordrevne er flygtet til lejre eller værtssamfund. Her er tale om meget sårbare mennesker, der ingen ressourcer har tilbage og har været nødt til at anvende negative overlevelsesstrategier som færre måltider om dagen, stor gæld, tiggeri eller endda seksuelle ydelser, fortæller Maj Forum, Mission Østs programchef i Nigeria.
I flygtningelejrene har familierne begrænset adgang til indkomstmuligheder og er afhængige af fødevareassistance. Men rationerne er små, og mange løber tør for mad inden måneden er omme.
Børnene er de største ofre
Befolkningen er ramt af dyb fattigdom og akut sult. Det går værst udover børnene, der er i overhængende fare for at miste livet til sulten, men også deres fremtid i form af uddannelse er på spil.
Der er børn, der ikke kan huske andet end livet i lejren. Mange af disse børn lider af livstruende underernæring og kommer ikke i skole, da de medvirker til forsørgelsen. Deres familier længes efter mere end overlevelse.
– Sårbare børn hjælpes bedst ved at udvikle deres forældres og lokalsamfundets kapacitet til at tilgodese børnenes behov og varetage deres interesser, fortæller Maj Forum.
Siden november 2021 har Mission Øst distribueret kontanter og siden 2022 også fødevareassistance til de mest sårbare, som familier med enlige forsørgere, gravide og ammende mødre.
– Dem der modtager assistancen, omfatter fordrevne mennesker som bor i lejre eller værtssamfund. Vi hjælper også sårbare medlemmer af værtssamfundene, som er berørt af krisen.
Opbygger modstandsdygtighed
Mission Øst kombinerer den kortsigtede assistance med mere langsigtede indsatser, så befolkningen kan forsørge sig selv:
– Millioner af mennesker er helt afhængige af fødevarehjælp, og fødevareassistance er derfor stadig nødvendig. Men vi sætter også ind med mere langsigtede aktiviteter som ernæringstræning, etablering af køkkenhaver og opstart af forretning.
Sammen med vores kristne partnerorganisation ZOA underviser vi i ernæring og fødevarehygiejne. Familierne lærer, hvordan de kan udnytte og tilberede den mad, de har til rådighed. De lærer at sammensætte en varieret kost, der dækker behovet for vitaminer og mineraler. Kvinderne modtager også undervisning i vigtigheden i at amme deres børn.
Priserne på de fleste basisfødevarer er fortsat høje, og familierne har begrænset adgang til landbrugsjord i de konfliktramte områder. Situationen forværres yderligere af klimaforandringerne. Tørkeperioderne er længere, og regnen er mere ustabil, hvilket gør det svært at få afgrøder til at gro.
Derfor skal familierne lære, hvordan de kan anlægge og dyrke deres egne klimaresistente køkkenhaver, og hvordan de får mest muligt ud af det vand, der er tilgængeligt. Så kan de dyrke grøntsager og dermed skaffe næringsrig kost til deres familier, selv når der ikke falder regn.
– I mange flygtningelejre er kosten ensidig, hvilket kan føre til fejl- og underernæring. Med en køkkenhave kan familien på meget lidt plads dyrke mange forskellige afgrøder, som forbedrer familiens fødevare- og ernæringssikkerhed. Derudover kan familien sælge de grøntsager, de har i overskud og skaffe sig andre varer, som de ellers ikke ville have råd til, slutter Maj Forum.
Mission Østs indsats for et bedre forsørgelsesgrundlag i Nigeria modtog tilskud fra Danmarks Indsamling 2023.