I Rumænien føler mange fattige familier sig presset til at lade deres børn tigge for at skaffe penge. Men i familien Lacatus vil man hellere spise mindre. Der er nemlig noget, der er vigtigere. af Felicia Rotar, leder af Mission Østs partner Solia Speranței
Første gang jeg mødte familien Lacatus, var de i direkte nød. Der var ingen penge til mad, og moderen i familien, Rozalia, var meget syg. De har fem børn at forsørge, hvoraf to har handicap.
Familien har ca. 1.600 kr om måneden at leve for, og det er næsten umuligt at klare sig for det beløb, specielt med to børn med særlige behov. Det hårde liv, forældrene har levet betyder, at de ligner et par ældre mennesker, selvom de bare er i starten af fyrrerne.
Jeg blev derfor meget positivt overrasket, da jeg opdagede, at børnene ikke bliver sendt ud at tigge og faktisk kommer i skole regelmæssigt. Jeg har set mange familier, som ikke er nær så dårligt stillede, men som alligevel sender børnene ud at tigge. At sende sine børn ud at tigge er fysisk og psykisk udnyttelse, og det betyder også, at børnene ingen uddannelse får. Når de bliver voksne, ender de i samme dårlige situation som deres forældre.
Sygdom er en katastrofe Rozalia og hendes mand George har altid levet af forefaldende arbejde i lokalområdet og har derfor ikke haft mulighed for at få en sygeforsikring. For at få en sygeforsikring i Rumænien, skal man have haft en officiel ansættelse eller have indbetalt penge til den offentlige sygesikring for at få hjælp. Derfor var Rozalias sygdom en katastrofe for en familie som dem. Når vi ser mennesker som Rozalia og George, der kæmper for at klare sig og gør, hvad de kan for at give deres børn en bedre fremtid, så gør vi, hvad vi kan for at hjælpe dem. Derfor støtter vi nu familien Lacatus økonomisk og med medicin. Vi har også bedt naboerne om at hjælpe ved at give dem lidt arbejde, hvor der er mulighed for det.
Renere børn
Bare den smule støtte, familien nu får fra os, har gjort en synlig forskel. Børnene er renere, og familien har malet deres lille hus. Vi vil blive ved med at støtte familien, og vi er fulde af beundring for mennesker som dem, der forsøger at klare sig selv i en umulig situation uden at stjæle eller tigge.