Da Gazergahskolen i det nordøstlige Afghanistan fik et pigetoilet, havde det enorme konsekvenser for børnenes trivsel og sundhed. ”Før var det en straf at gå i skole, fordi vi først kunne komme på toilettet om eftermiddagen. Nu er det meget rarere, for vi kan komme på toilettet, når vi vil. Nu nyder jeg at komme i skole, og jeg synes, at jeg lærer mere,” fortæller Hanifa, som er elev på Gazergahskolen. 
Før var der kun ét toilet på skolen. Om formiddagen måtte drengene bruge det, om eftermiddagen var det pigernes tur. Men i 2013 byggede Mission Øst et separat pigetoilet, så nu kan alle børn komme på toilettet hele dagen.

Fremmmødet steg markant
”Der var mange dårlige ting ved det delte toilet. Børnene kom for lidt i skole eller gik for tidligt hjem, og de havde svært ved at koncentrere sig i timerne. Da vi fik det nye toilet, steg pigernes fremmøde omgående markant, og mange af de drenge, som før gik tidligt hjem, bliver nu hele dagen. Børnenes læring er også begyndt at stige støt,” fortæller Mohd Azim, der er lærer på skolen. Også forældrene kan se den positive forskel, som toiletterne har gjort for børnene: ”Jeg har en datter i tredje klasse, og før ville hun ikke i skole, faktisk var hun tæt på at holde helt op. Hun ville ikke fortælle mig hvorfor, men nu er det gået op for mig, at det var på grund af toilettet. I dag er hun rigtig glad for skolen,” fortæller Mohammad, som er ufaglært landarbejder og far til syv.

Rene hander
Sammen med det nye toilet fik elever og lærere også et kursus i at vaske hænder, og der blev etableret en beholder med rent vand foran toiletterne. ”Vi har lært, at man skal vaske sine hænder, når man har været på toilettet, og før og efter man har spist samt at holde vores omgivelser rene. Ellers kan farlige bakterier give os sygdomme som for eksempel kolera og dysenteri,” fortæller Hanifa.
Den nye viden har også smittet af hjemme: ”Nu sørger min datter altid for, at der er rent vand hjemme. Jeg er meget stolt af hende, og jeg vil gøre alt for, at hun kan få en uddannelse,” siger Mohammad.
”I Afghanistan er det ikke velset, at piger og drenge bruger samme offentlige faciliteter, som for eksempel et skoletoilet samtidig. Generelt er det et problem, at de kulturelle traditioner på den ene side foreskriver adskillelse, og at der på den anden side sjældent bygges faciliteter til piger og kvinder i det offentlige rum. Det betyder generelt større fravær fra skolen især for piger, men også for drenge,” forklarer Joohi Haleem, der er ansvarlig for Mission Østs Afghanistanprogram.