Mission Øst har arbejdet i Tadsjikistan, den fattigste af de tidligere sovjetrepublikker, siden 1997. Det begyndte med fødevarehjælp til titusinder af nødlidende lokale – siden skiftede fokus til mere langsigtede udviklingsprojekter.Af Kim Wiesener, kommunikationsmedarbejder
Da Kenneth Whitelaw steg ud af flyet i Tadsjikistans hovedstad Dusjanbe en augustdag i 1997, forstod han straks, at der var noget galt. Bagagen stod allerede på landingsbanen, og kort efter lettede flyet igen. De lokale rådede ham til at rejse, for det viste sig, at der natten forinden var  udbrudt kampe mellem rivaliserende bander, der fremkaldte ubehagelige minder om den borgerkrig, der i de foregående fem år havde hærget landet.
Havde Kenneth på forhånd vidst, at uroen ville bryde ud lige på det tidspunkt, ville han nok have udsat sin ankomst, og Mission Østs indsats i den fattigste af de tidligere sovjetrepublikker kunne være blevet væsentligt forsinket. I stedet valgte han at blive og dermed lægge grunden til en tilstedeværelse for organisationen, der nu er gået ind i sit 20. år.
Den første tid var nok så nervepirrende. På vej fra lufthavnen måtte Kenneth krydse ”frontlinjen” i Dusjanbe til fods, fordi taxachaufføren nægtede at køre videre på grund af kamphandlingerne. Så måtte han blive inden døre i det meste af et par uger, da FN sagde, at det var for farligt at gå ud. Men gradvist sænkede freden sig atter over hovedstaden, og han kom i gang med arbejdet.
Når Kenneth, der i dag hedder Whitelaw-Jones til efternavn, tænker tilbage på den første tid i Tadsjikistan, husker han selvfølgelig fattigdommen og den truende vold. Men det, der i virkeligheden står skarpest i hans erindring, er landets skønhed og lokalbefolkningens generøsitet.
”De var utrolig gæstfrie. De var villige til at dele deres sidste mad med dig, og de gjorde det med glæde. Og så havde de en fantastisk sans for humor,” erindrer han.
”Allerede i Sovjettiden havde vi intet”
I pionertiden var det behovet for akut fødevarehjælp, der drev Mission Østs indsats. På det område befandt Tadsjikistan sig ifølge FN i en ”fortsat, næsten kronisk, nødsituation”. Halvdelen af landets børn var underernærede, og over for Kenneth Whitelaw beskrev en familie tadsjikkernes lod  således: ”Vi er et glemt folk – allerede i sovjettiden havde vi intet, men nu bliver det værre og værre.” Den første hjælpeindsats bestod af 29 containere med i alt 471 ton fødevarer, der blev  uddelt til titusinder af udsatte mennesker i den sydlige Kulob-provins. De modtog hver en pakke på 15,7 kg med bl.a. ris, mel og madolie.
Behovet var enormt, for i 1997 var store dele af Tadsjikistans befolkning tvunget helt i knæ efter det sovjetiske kollaps og den deraf følgende borgerkrig. Fattigdommen ude i landdistrikterne var så voldsom, at mange familier måtte sælge deres dyr for at kunne købe brød til børnene, der sov direkte på jordgulve. De gik ofte ikke i skole, fordi de ikke havde noget tøj at tage på.
Mission Øst samarbejdede tæt med lokalsamfundene for at sikre, at hjælpen nåede frem til dem, der havde allermest brug for den. Samtidig sørgede man for selv at være på pletten, når  fødevarepakkerne blev uddelt og skabte dermed en høj grad af tillid hos de lokale – og en meget lav spildprocent.
Tomater og æg på menuen
Fødevareuddelingerne fortsatte gennem flere sæsoner, og på den måde hjalp Mission Øst en stor gruppe ludfattige tadsjikker gennem nogle meget hårde år i slutningen af 1990erne. Men man indså også ret hurtigt, at mere langsigtet udviklingshjælp var nødvendig for at mindske afhængigheden af fødevarepakkerne. Så fra 1999 kom der tomater og hønseæg på menuen i en del tadsjikiske hjem. Omkring 60 fattige familier på landet, der i forvejen stod på Mission Østs lister over modtagere af fødevarehjælp, fik hver 100 stk. tomatplanter. Nogle af tomaterne blev brugt i husholdningen, andre blev solgt på det lokale marked.
Momasulo Khodjaeva, en enke med seks børn fra landsbyen Choktemur, blev i foråret 1999 den stolte ejer af et lille hønsehold. Det samme gjorde godt 100 andre familier. Til Mission Østs magasin sagde hun: ”Nu har vi vores egen produktion af æg, og vi behøver ikke at købe dem. Det har givet os bedre næring. Æggene indeholder mange kalorier, og det er godt, for vi kan kun købe rødt kød én gang om året.”
Døde af beskidt drikkevand
I slutningen af 1990erne blev Tadsjikistan også et pionerland på et af de områder, hvor Mission Øst siden har udviklet en høj grad af ekspertise – vand, sanitet og hygiejne. To tredjedele af befolkningen manglede adgang til rent drikkevand, og flere tusinde børn døde årligt af vandbårne infektionssygdomme. Som en del af et projekt i den sydlige del af landet fik 20 landsbyer installeret rent drikkevand og hygiejniske latriner – netop for at nedsætte forekomsten af sygdomme.
I dag driver Mission Øst fortsat vand- og sanitetsprojekter i Tadsjikistan, f.eks. fik 2.000 mennesker i 2015 nye toiletter, enten i deres hjem eller landsby. For selv om landet er blevet mere stabilt end i de dramatiske år i 1990erne, er  det stadig et af verdens fattigste. Som Kenneth Whitelaw-Jones, der i dag arbejder for den Europæiske Udviklingsbank, ser det, har Tadsjikistan haft svært ved at finde en plads i den globale økonomi. Titusinder af tadsjikere kan imidlertid takke Mission Øst for, at deres liv i en svær periode blev en smule lettere. Og den dag i dag har bl.a. mennesker med handicap fortsat stor glæde af den støtte, de får.
Kenneth Whitelaw-Jones håber selv, at han var med til at gøre bare en lille forskel dengang i 1990erne: ”Jeg betragter det som et stort privilegium at have deltaget i dette arbejde i mine formative år. Jeg mødte nogle fantastiske mennesker, og jeg tror, at de gav mig mindst lige så meget, som jeg gav dem.”
———————————————————————————————————————————————————–
Den altafgørende gæstfrihed
Gæstfrihed hedder på tadsjikisk mehmonnavozii og er en stor del af tadsjikisk selvforståelse. Gæsterne – indbudte som uventede – får den bedste plads ved den modsatte ende af døren og bliver trakteret med te, konfekt og et eller flere måltider, uanset tidspunktet på dagen. Tadsjikkerne forklarer deres gæstfrihed med, at også Abraham – kendt som Ibrahim i islamisk tradition – var kendt for sin store gæstfrihed. Familiernes store fattigdom er derfor kilde til skam, fordi de ikke kan behandle deres gæster som det sig hør og bør.