Programchef: ’Der er altid mulighed for udvikling’

Koen Louter har netop besøgt Tadsjikistan og bl.a. tilset Mission Østs projekter for børn med handicap. Et besøg hos en enlig mor med tre børn med hjerneskade gjorde uudsletteligt indtryk. Et mobilt rehabiliteringsteam hjælper nu familien med viden og redskaber til genoptræning.

En uge i Tadsjikistan har efterladt Koen Louter med især ét stærkt indtryk. Ikke de store boligblokke fra Sovjettiden. Ikke det fredelige folks påklædning, hvor det især sprang i øjnene, at alle mænd går i sort tøj. Heller ikke præsidentens billede, der hænger alle vegne.

Men et besøg hos fattig familie med tre børn med udviklingshæmning, som et team fra Mission Øst besøger og hjælper med både oplysning og genoptræning. Projektet får støtte fra EU.

Koen Louter er programchef med ansvar for Mission Østs indsatser i bl.a. Tadsjikistan og besøgte landet den første uge i februar 2022.

Hjerneskade hæmmer børns udvikling

Mission Østs landechef Sakari Koivula og et rehabiliteringsteam fra den lokale partnerorganisation Mehrgon tog Koen Louter med ud til en familie, hvor en enlig mor passede sine fire børn, hvoraf tre lider af cerebral parese – dvs. hjerneskade, der både hæmmer deres bevægelser, sprog og mentale udvikling. De lå for det meste på gulvet, mens de stirrede på en stor tv-skærm, den eneste adspredelse i rummet.

- Det rørte mig dybt at se denne familie sidde fastlåst og uden muligheder. Moren havde mistet sin mand et par år tidligere, og havde kun en søn, der var normalt begavet og med tiden måske kunne skaffe familien en indtægt. Heldigvis havde naboer i landsbyen hjulpet familien med at bygge et hus, der faktisk var nogenlunde beboeligt. Men hvordan skulle denne familie klare sig i fremtiden? Hvordan ville børnene – især de tre børn med handicap – kunne udvikle deres potentiale?

Brug for et nyt mindset

Mission Øst støtter to rehabiliteringscentre for børn med handicap i Tadsjikistan. Men det er ikke nok, da mange familier med disse udfordringer bor langt væk. Derfor sender centrene rehabiliteringsteams ud i landsbyerne for at hjælpe familier med børn, der har særlige udfordringer, og oplyse og vejlede forældrene i, hvordan de kan fremme børnenes udvikling.

- Det handler først og fremmest om at give dem et andet mindset. I et land som Tadsjikistan bliver børn med handicap ofte stigmatiseret. De er fastlåste i deres situation og bliver bare sat hen eller gemt væk. Vores team fortæller forældrene om børnenes rettigheder og viser dem, hvordan de kan mobilisere børnenes muligheder – for ja, der er altid muligheder! Børnene har faktisk mulighed for at udvikle sig og udnytte deres potentiale på trods af deres udfordringer, hvis de får anerkendelse, terapi og forskellige fysiske øvelser.

Legesager aktiverer børnene

Det var sådan et rehabiliteringsteam, der inviterede Koen Louter ud til den enlige mor og hendes børn:

- Teamet havde besøgt familien flere gange i forbindelse med visitering. For at afhjælpe familiens svære situation, medbragte vi nogle enkle legesager til at aktivere børnene. Jeg glemmer aldrig det syn af den fattige, fastlåste lille familie. Samtidig glæder jeg mig over, at vi har fundet dem og nu hjælper moren og børnene til et bedre liv.

Besøget i Tadsjikistan var Koen Louters første – og han er meget tilfreds med besøget.

- Det er utroligt, hvad man kan nå på en uge. Jeg føler mig nu bedre rustet til at vejlede og rådgive vores medarbejdere og lokale partnere om projekterne. Bare det at køre sammen i bil over de store afstande, tale sammen og lære hinanden at kende. At hygge os sammen om aftenen. Og lytte, lære, svare på spørgsmål og planlægge indsatserne sammen. Ja, lære landet og kulturen at kende.

- Problemerne i Tadsjikistan løses ikke ved at sende 20 kørestole af sted. Det handler om at ændre et helt mindset og udruste lokalsamfundene til at blive mere inkluderende i forhold til handicap, slutter Koen Louter.

Nyheder fra Tadsjikistan

Ingen tilgængelige nyheder.