På centret bruger man den tid, der er brug for, så et barn som syv-årige Zohir kan lære at gå på trods af en spastisk lammelse. Foto: Joël de Vos
Af Joël de Vos & Line Højland 30. nov 2018 |

Nyt center hjælper børn med handicap i isolerede bjergegne

Nargis og Zohir har begge et handicap, men på Mission Østs genoptræningscenter i det sydøstlige Tadsjikistan beviser de, at de sagtens kan lære og udvikle sig.

Bjergene rejser sig som store grå skygger langs landevejen, og kilometer efter kilometer er der ikke andet end sten, grus og en sparsom bevoksning på de rå klipper. Men på trods af det barske landskab er der stadig mennesker, der bor og lever i det sydøstlige Tadsjikistans provins Gorno-Badakhshan. Det opdager man, når man kører ind i byen Kalaikhumb, der fremstår som en grøn oase takket været Panj-floden, der udgør grænsen til Afghanistan.

Barske vilkår for børn med handicap

Vilkårene i området er barske. På grund af bjergene er området i høj grad isoleret fra resten af det i forvejen fattige land. Hvis man er så uheldig at være født med et handicap, er vilkårene endnu sværere.

Det må Guljahon og Gulistan sande. De er begge mødre til børn med handicap: Guljahons ti-årige datter Nargis har Downs syndrom, og Gulistons syv-årige søn Zohir lider af spastisk lammelse. Som tusindvis af andre personer med handicap før dem ville de kunne se frem til et liv i isolation, fattigdom og dyb afhængighed af, om et familiemedlem var villig til at tage sig af dem. I den tidligere sovjetstat har det nemlig indtil for nylig været opfattelsen, at personer med handicap er født defekte, og at intet kan gøres for at hjælpe dem.

Ophidset og nervøs

I december sidste år slog Mission Øst i samarbejde med den lokale handicaporganisation Markazi Nur dørene op til et splinternyt genoptræningscenter i Kalaikhumb finansieret af EU. Forbilledet var lignende centre, som Mission Øst også står bag andre steder i Tadsjikistan og i Armenien. Nu er turen kommet til det isolerede Gorno-Badakhshan.

Guljahon og datteren Nargis kommer på centret to timer hver dag. Nargis klarer sig fint fysisk, så på centret koncentrerer de sig om hendes kognitive udvikling, og i løbet af det seneste halve år er der sket markante forbedringer:

”Før vi kom til centret, var min datter tit ophidset og nervøs og meget svær at kommunikere med. Nu har hun lært nogle sange, at tælle og kan interagere bedre med folk omkring sig. Hun virker mere glad og afslappet, og hun er blevet meget bedre til at fokusere, når hun leger eller vi laver noget andet sammen,” siger 43-årige Guljahon, der selv arbejder i en børnehave, hvor Mission Østs medarbejdere opsøgte hende og fortalte om centret, lige da det åbnede.

Kan tælle til 300

Også Guliston og hendes søn Zohir kommer på centret to timer hver dag for at styrke både sønnens fysiske og kognitive udvikling:

”Jeg har gjort mit bedste for at hjælpe ham, men indtil nu vidste jeg ikke hvordan. Det lærer jeg nu på genoptræningscentret, så jeg kan fortsætte derhjemme,” fortæller den 39-årige mor. ”Han har lært mange sange, kan tælle til 300 på tadsjikisk og til 50 på engelsk, og han kan sætte sig og rejse sig op af sig selv. Han mangler stadig øvelse i at gå, men her træner han hver dag, og han bliver bedre og bedre til at bruge sine ben,” fortæller hun og tilføjer: ”Han er virkelig glad og spændt på at komme på centret og lege med sine små venner.”

Maysara, der arbejder på centret, er glad for at kunne skabe denne forskel i børnenes liv: ”Jeg gør dette arbejde, fordi jeg elsker børn, og jeg viser forældrene, hvordan de kan tage sig godt af børnene,” fortæller hun.

Denne artikel beskriver aktiviteter i projektet Social Services 4 Inclusion, der støtter rettigheder og hjælp til personer med handicap. Projektet er finansieret af EU.

Donér

Ti-årige Nargis plejede at være ophidset og nervøs. Nu leger hun glad med de andre børn på genoptræningscentret i Kalaikhumb. Foto: Joël de Vos