I Tadsjikistan betragtes det som skamfuldt at få et barn med handicap. Men Mission Øst har startet grupper for forældre til børn med handicap, hvor de kan dele deres erfaringer, og det har indflydelse på hele landsbyen.En lille gruppe kvinder mødes lørdag formiddag i en stue i landsbyen Zeri Hisor i det nordlige Tadsjikistan. Det er tydeligt, at de kender hinanden godt, for snakken går lystigt, mens de små skåle med te bliver delt rundt. Men sådan har det ikke altid været. For ganske få år siden levede de hver for sig et isoleret liv i skam over deres børn. Fælles for dem er nemlig, at de alle har et barn med handicap. Og det er normalt ikke noget, man taler højt om i Tadsjikistans små landsbyer.
Udstødt i familien
Når et barn med handicap fødes i Tadsjikistan, gør forældrene alt, hvad de kan, for at skjule det for omverdenen. Barnet kommer ikke med til bryllupper og byfester, og selv inden for familiens rammer bliver barnet udstødt og får ikke lov til at deltage i de fælles måltider. Forældrene er bange for naboernes misbilligende blikke, og man er derfor ikke vant til at se børn med handicap i landsbyerne. Mission Øst har startet forældregrupper for at bryde dette tabu.
Motorik og skolefag
“Da vi mødtes første gang, kendte vi ikke hinanden, og vi var allesammen fulde af skam over vores børn. Men på møderne fandt vi ud af, at vores børn har de samme rettigheder som andre børn,” fortæller Fatima fra gruppen. De mødes en gang om måneden, og sammen med deres børn tager de hen på de såkaldte børnehjørner – legerum etableret af Mission Øst – hvor specialuddannede medarbejdere træner børnenes motorik og skolefærdigheder. Her har forældrene også mulighed for at spørge en advokat til råds og få hjælp til pension og skolegang.
Accepteret i landsbyen
Og der er sket store fremskridt – både hos børnene og i lokalsamfundet. “Børnene bliver mere udadvendte. Man kan se på dem, at de er glade og taknemmelige over at få opmærksomhed,” fortæller Fatima. “Og fordi forældrene nu tager deres børn med til fester, er folk i landsbyen blevet vant til at se børn med handicap. Før rynkede de på næsen, men nu accepterer de det som noget helt naturligt,” slutter hun.
