Et kraftigt jordskælv ramte mandag den centralasiatiske republik Tadsjikistan. Den danske hjælpeorganisation Mission Øst, der sammen med lokalbefolkningen arbejder med katastrofehåndtering og bygger vandsystemer i områdets isolerede landsbyer, følger situationen nøje.Mandag kl. 12:50 lokal tid ramte et kraftigt jordskælv den centralasiatiske republik Tadsjikistan. Skælvet målte 7,2 på richterskalaen og havde epicenter i et afsides bjergområde. Rystelserne kunne tydeligt mærkes i landets hovedstad Dushanbe og så langt væk som Delhi i Indien.
Den danske hjælpeorganisation Mission Øst har været i Tadsjikistan siden 1997 og arbejder i de afsidesliggende landsbyer nær jordskælvets epicenter med at etablere vandsystemer og træne befolkningen i at håndtere katastrofer. Mission Østs medarbejdere i området meldes alle at være i god behold.
“Vi har endnu ikke modtaget informationer om tilskadekomne. I de kommende dage vil vi undersøge forholdene tættere på epicentret,” oplyser Peter Drummond Smith, der er Mission Østs nødhjælpschef.
Området ligger tæt på grænsen til Afghanistan, der i oktober blev ramt af et jordskælv, der forårsagede voldsomme ødelæggelser. Her trådte Mission Øst til med nødhjælp forvaltet af organisationens lokale medarbejdere i området.
Udover rapporter fra medarbejdere i området koordinerer Mission Øst med de tadsjikiske myndigheder, FN og andre organisationer gennem REACT – det nationale organ for katastrofevurdering og –koordinering.