”Defekte mennesker” – sådan opfattede man i Sovjetunionen personer med handicap. Den holdning er gået i arv i Tadsjikistan, den fattigste af de tidligere sovjetrepublikker, men Mission Øst arbejder på at ændre den.Af Line Højland og Kim Wiesener, kommunikationsmedarbejdere
I mange landsbyer i Tadsjikistan er børn med handicap et sjældent syn. Det skyldes langtfra, at de ikke findes. Tværtimod fødes der mange børn med handicap i dette fattige centralasiatiske land. Men som i de fleste andre tidligere sovjetrepublikker er det her forbundet med stor skam at føde et barn med handicap.
Mange tror, at det er deres egen skyld, og ”svaghed” ses som et ubetinget onde. Mange børn bliver simpelthen gemt væk bag lukkede døre for at undgå naboernes misbilligende blikke. Børnene kommer typisk ikke med til bryllupper og byfester, og selv i den enkelte familie sker det, at de bliver udelukket fra fælles måltider.
Barnet vokser derfor op i isolation og får heller ikke den behandling, der er brug for. Og det gælder ikke kun alvorlige handicap, men også lidelser som f.eks. ganespalte og epilepsi, der med den rette behandling kan afhjælpes.
Holdningsændring
I denne situation er forældrene ganske magtesløse – så længe de er alene. Men Mission Øst har siden 2008 hjulpet både tadsjikiske børn og unge med handicap og deres forældre, og langsomt, men sikkert, er holdningen i befolkningen ved at ændre sig.
Forældrene bliver samlet i forældregrupper og får oplysning om de grundlæggende menneskerettigheder, som også børn med handicap har. På den måde får de styrke til at stå åbent frem og tale deres børns sag. Og i forbindelse med et Mission Øst-projekt har forældregrupper besøgt Armenien sammen med tadsjikiske embedsmænd for at lære af erfaringerne fra landets skolesystem.
Mission Øst har arbejdet for handicaprettigheder i Armenien i næsten 20 år og medvirket til, at landets skoler er blevet mere inkluderende over for børn med handicap. En embedsmand fra Kulob i den sydlige del af Tadsjikistan erklærede efter besøget, at det havde været meget nyttigt at få indblik i, hvordan man laver inkluderende undervisning i Armenien. I hans region er man nu ved at følge det armenske eksempel til gavn for børn med handicap.
En del af hverdagen
Flere og flere steder i Tadsjikistan dukker børn med handicap nu ud af skyggerne og bliver en del af hverdagen i landsbyen. Og det viser sig, at når først tavsheden bliver brudt, er naboer, klassekammerater og andre i landsbyen glade for at lære de børn at kende, som før levede bag lukkede døre.
Når børn med handicap får hjælp, gavner det ikke alene dem selv, men også deres familier. Børnene bliver i stand til tage vare på sig selv og give en hånd med i husholdningen, hvilket er vigtigt i fattige familier. Og en stor vitaminindsprøjtning til et fattigt land som Tadsjikistan.
————————————————————————–
En ny chance til Sobina
En ganespalte forhindrede Sobina i at komme i skole. Men på Mission Østs dagcenter kan hun indhente det forsømte.
Sobina, en spinkel pige på 13 år, blev født med ganespalte. Den er næsten ikke synlig, men har alligevel påvirket hendes liv meget kraftigt. Hendes far lod familien i stikken, fordi flere af Sobinas søskende også har et handicap, og han mente, at det var moderens skyld. Sobina går ikke i skole, men passer sine yngste søskende derhjemme.
Nu er Sobina begyndt at komme på et dagcenter for børn med handicap, der støttes af Mission Øst. Her lærer hun at læse bedre.
Lige nu er Sobina gammel nok til at gå i 7. klasse, men hendes læseniveau svarer til 3. klasse, så der er noget at indhente. På dagcentret lærer børnene dagligdags sysler, og forældrene bliver så vidt muligt inddraget i aktiviteterne. Det er vigtigt at vise dem i praksis, at deres børn ofte kan lige så meget som børn uden handicap.
—————————————————————————
“Her vil jeg lære alt”
Tre tadsjikiske piger, der hverken kan høre eller tale, har fundet deres egen måde at komme til orde på.
Farishta, Zanjira og Parvina kan lide at sy – og de er gode til det. På et genoptræningscenter for børn og unge med handicap, der støttes af Mission Øst i byen Kulob, er de tre teenagepiger i fuld gang med at fremstille puder, bånd og broderier. De har fået undervisning, så de er blevet endnu dygtigere.
For 17-årige Zanjira er opholdet på centeret en kærkommen afveksling fra et ellers monotont liv: ”Det er meget kedeligt at være hjemme, jeg er helt alene, så jeg har overtalt min far til at bringe mig herover, så jeg kan være sammen med de andre piger,” fortæller Zanjira ved hjælp af en medarbejder, der forstår hendes lyde og det basale tegnsprog, hun har lært på centeret.
Den jævnaldrende Farishta har en plan med sin syning: ”Her vil jeg lære alt, hvad en pige kan lære om syning, og så kan jeg blive gift, fordi der er noget, jeg er dygtig til.”