”Børn med handicap har forskellige talenter”

På Skole nr. 53 i landsbyen Marghedar er man glad for at have et børnehjørne, hvor børn med handicap kan lære tal, bogstaver og IT i deres eget tempo. Undervisningen gør, at flere nu går i skole og dermed bliver en del af lokalsamfundet.Af Line Højland, kommunikationsmedarbejder
Skole nr. 53 ligger i en lille hvidkalket bygning i landsbyen Marghedar uden for Penjakent i det nordlige Tadsjikistan. Uden for bygningen vokser træer og blomster, og væggene inde på gangene er prydet af citater af den tadsjikiske nationalpoet Abu Abdullah Rudaki, der levede i 900-tallet, og hvis mausoleum befinder sig få kilometer derfra.
Der er stille denne regnfulde lørdag sidst i september, for børnene har fri. Men skoleinspektør Sogiboi Sogiev har alligevel taget sig tid til at mødes med os, og han citerer smilende et digt af Rudaki: ”’Ingen glæde i denne verden er bedre end glæden ved at se ansigterne på kære venner, som jer fra Mission Øst.”
Sjovt og lærerigt legetøj
Sogiboi Sogiev fortæller om sine erfaringer med det ”børnehjørne”, som Mission Øst indrettede på skolen i 2013. Mission Øst havde allerede etableret lignende lokaler på andre skoler i området, og da Sogiboi Sogiev blev spurgt, om man måtte etablere et børnehjørne på Skole nr. 53, sagde han straks ja.
Børnehjørnet var ét blandt fire, der blev finansieret af Y’s Men Region Danmark, og det blev udstyret med gulvtæppe, reoler og skabe med både sjovt og lærerigt legetøj og en computer. Tanken bag projektet er at give børn med handicap mulighed for at lære bl.a. engelsk og IT i et tempo, hvor de kan være med, så de en dag kan få en uddannelse og klare sig selv.
En lille gruppe børn med handicap og deres forældre viser os, hvordan de bruger lokalet. Gulchehra fra Mission Øst sidder på gulvets blomstrede hynde og kigger i en billedbog sammen med 13-årige Zikrullo. Drengen har indlæringsvanskeligheder og er kommet jævnligt i legehjørnet gennem tre år, hvor han bl.a. lærer tal og bogstaver.
Gulchehra slår op på en side med tegninger af gummistøvler, overtøj, en regnsky og en paraply. ”Hvad bruger man denne her til?” spørger hun og peger på paraplyen. Zikrullo tøver et øjeblik, mens han leder efter det rigtige ord. ”Hvordan er vejret i dag?” spørger hun og nikker hen mod vinduet. ”Det er regnvejr,” svarer Zikrullo. ”Flot!” svarer Gulchehra og bladrer videre.
Flere børn med handicap går i skole
Før Mission Øst etablerede børnehjørnet, gik der 20 børn med handicap på skolen, fortæller Sogiboi Sogiev: ”De andre børn blev holdt hjemme fra skole af deres forældre.” Men da børnehjørnet blev indrettet, begyndte børn med fysiske handicap som døvhed og downs syndrom at komme her for at få undervisning, og det fik dem også med tiden til at deltage i skolens undervisning.
Det betyder, at antallet af elever med handicap, der er indskrevet på skolen, er steget fra 20 til 31. Og Sogiboi Sogiev sætter pris på den udvikling: ”Det er meget vigtigt, at disse børn ikke bliver udelukket fra lokalsamfundet, men at de får lov til at være en del af det, og at alle børnene kan være sammen,” siger han.
Udover de 31 børn, der går på skolen, er der i landsbyen yderligere seks børn med handicap, som hverken går i skole eller kommer i børnehjørnet. Men det betyder ikke, at de er glemt:
”De får undervisning af mobile teams, der besøger dem i hjemmet. Og repræsentanter fra skolen besøger dem jævnligt, så man er klar over, hvad der går for sig i disse familier og er klar til at yde dem støtte, hvis de får brug for det,” fortæller Sogiboi Sogiev.
Initiativerne har skabt en regulær holdningsændring i Marghedar: ”Børn med handicap bliver nu anset for at være en del af lokalsamfundet, og det føler børnene også selv. Jeg har lagt mærke til, at selv børn med et fysisk handicap har forskellige talenter givet af Gud,” siger han og peger på de farvestrålende tegninger og udklip, der pryder lokalets lyseblå vægge, og som er lavet af de børn, der kommer i børnehjørnet.
——————————————————————————————————
Mere åbenhed om børn med handicap
Y’s Mens Region Danmark har i 2013-2014 finansieret istandsættelse og indretning af fire børnehjørner i fire landsbyer uden for Penjakent. Projektet var en fortsættelse af Mission Østs langvarige indsats for personer med handicap i dette område, hvor man også har etableret et genoptræningscenter i Penjakent by, oprettet mobile teams, der tager hjem til børn med handicap for at træne dem og undervist lokale handicaporganisationer i at tale for handicaprettigheder. Indsatsen har skabt mere åbenhed om at have et handicap, og personer med handicap bliver i højere grad inddraget i skolegang, arbejdsliv og det lokale fællesskab.