Mission Øst deler mad ud til 33.000 børn i Nordkorea

10 millioner nordkoreanere får ikke mad nok. Situationen er akut på grund af sommerens dårlige høst. Børnene får ikke proteiner nok. Mission Øst uddeler nu majs og sojabønner til de mindste børn i vuggestuer og børnehaver.
 
40 procent af Nordkoreas befolkning får ikke mad nok - det er 10,1 millioner mennesker. Myndighederne har skåret fødevarerationer med 50 procent.

Den nordkoreanske befolkning har akut brug for hjælp nu. Især fordi høsten slog fejl i juni på grund af alt for lidt regn i foråret. Og fordi høsten i september også ser ud til at slå fejl.

Derfor sender Mission Øst 636 tons fødevarer afsted. I Nordkorea bliver majs og sojabønner delt ud til præcis 33.299 småbørn i vuggestuer og børnehaver.

Det er næsten tre gange så mange personer, som de 12.097 personer, hjælpeorganisationen sendte fødevarer til i maj måned.

Fødevarerationer skåret ned til halvdelen

Dengang overværede Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner maduddelingen i flere nordkoreanske børneinstitutioner:

- Nogle af børnene bærer tydeligt præg af, at de ikke får mad nok. Der er børn, som er for små og magre og ser rigtig kede ud af det, fortæller generalsekretæren.

Og det er der en grund til. På grund af manglende regn og mager høst har de nordkoreanske myndigheder skåret 50 procent af de sædvanlige fødevarerationer.

- Voksne får kun 300 gram ris om dagen, små børn i børnehaver 100 gram og babyer i vuggestuer kun 50 gram, oplyser Kim Hartzner.

Derfor vil maden fra Mission Øst både mætte børnene og give dem et boost i ernæringen. Majs og sojabønner indeholder masser af proteiner, som er uhyre vigtige for børns vækst og udvikling. Desuden er de to madvarer helt grundlæggende i den koreanske madlavning og passer derfor til kulturen.

Den værste fødevarekrise i 10 år

Maden til de over 33.000 småbørn rækker fra august til slutningen af oktober. Den uddeles i vuggestuer og børnehaver i de tre nordkoreanske kommuner Yangdok, Unsan, and Pukchang.

Og den kommer på et kritisk tidspunkt.

Nordkorea oplever i øjeblikket den værste fødevaremangel i et årti. Hedebølge og oversvømmelser i sommeren 2018 ødelagte efterårets høst. Landets fødevarebeholdning løb tør allerede i foråret 2019, hvor Nordkorea bad FN og verdenssamfundet om hjælp.

På grund af usædvanligt lidt sne og regn i foråret 2019 truer nu en tørke, der ikke blot går ud over de tidlige forårsafgrøder, men også vil ramme den store og vigtige efterårshøst i år.

Offentlig og privat støtte gør uddeling mulig

Mission Øst sørger for proteinrig kost til 33.000 små børn med 1,6 millioner kroner fra såkaldte fleksible midler, som organisationen kan bruge fra sin faste strategiske partnerskabsaftale med Danida. Pengene slår til sammen med midler fra Novo Nordisk Fonden og andre danske fonde samt private givere.

Mission Øst holder et vågent øje med efterårets nedbør, varmegrader og plantevækst i Nordkorea for at vurdere nødvendigheden af flere nødhjælpstransporter. De 636 tons madvarer bliver indkøbt i Kina og transporteres i lastvognskonvojer over grænsen til Nordkorea, hvor pallerne med 63 tons sojabønner og 573 tons majs placeres i et centrallager, inden madvarerne uddeles i børneinstitutionerne.

Donér