Dalli så sit hus styrte i grus, da jordskælvet ramte Nepal sidste forår. Den 44-årige kvinde måtte sove under åben himmel med sine børn, indtil Mission Øst skaffede materialer til husly og sund hygiejne. Nu fortsætter arbejdet med at sikre fremtiden for andre udsatte familier.Dalli arbejdede i sin køkkenhave, da jorden pludselig begyndte at ryste under hende. Med sig havde hun sin fireårige datter, som hun nu tog på ryggen, mens hun klatrede ned ad de stejle bjergskråninger. ”Jeg kunne ikke gå oprejst, men måtte kravle væk på hænder og fødder, indtil jeg kom ned på jævnt terræn,” fortæller hun. ”Det rystede voldsomt, og jeg troede, at det hele var slut. Mine ben og hele min krop skælvede af frygt, mens jeg tænkte bekymret på min mand, der var i skoven for at hugge brænde og hente græs til vores okser.”
Manden blev først fundet tre dage senere. Han har siden fået behandling på et hospital i hovedstaden Kathmandu.
Blev reddet i sidste øjeblik
Dalli var ikke den eneste, der fik vendt sin tilværelse fuldstændig på hovedet, da to kraftige jordskælv ramte Nepal den 25. april og 12. maj 2015. Over 8.000 mennesker mistede livet, 22.000 blev såret, og 2,8 millioner blev hjemløse. Sindhupalchowk-distriktet, hvor Dalli bor, blev især hårdt ramt. Huset, hvor Dalli boede sammen med sin mand, to børn og mandens mor blev forvandlet til murbrokker. Svigermoren var inde i huset, da det begyndte at krakelere, men det lykkedes naboerne at hjælpe hende helskindet ud af huset, før det styrtede helt sammen.
Manglede rent vand
Dalli og hendes familie er dalitter, dvs. kasteløse efter det hinduistiske kastesystem. Derfor fik de ikke hjælp fra de højere kastesamfund, men måtte dele med familier fra samme kaste og med andre minoriteter. Og vandet, som de plejede at hente i en nærliggende bæk, kunne de ikke få fat i på grund af mudderskred. Den første uge levede de derfor uden rent drikkevand.
Presenninger gav nyt liv
De sov også under åben himmel, indtil Mission Øst sammen med samarbejdspartneren Medair ankom til landsbyen med presenninger, tæpper, vanddunke, vandrensningsmiddel og forskellige hygiejneartikler. ”Presenningerne og tæpperne gav os nyt liv. Ellers var vi omkommet under den åbne himmel. Presenningerne beskyttede os mod sol og regn, og vandrensningsmidlet og dunkene har hjulpet os med rent drikkevand under de svære forhold,” fortæller Dalli taknemmeligt.
Forberedt på nye jordskælv
Og arbejdet stopper ikke her. Et nyt projekt fortsætter med at genopbygge mere permanente vandsystemer og latriner, der kan modstå katastrofer i de ramte landsbyer. Samtidig bliver befolkningen trænet i katastrofehåndtering, så de er klar, hvis et nyt jordskælv rammer. Det kan nemlig ske når som helst i det bjergrige land. Om den hjælp, hun har fået, siger Dalli: ”Selv om jeg må se de voldsomme ødelæggelser i øjnene, er jeg ikke bekymret mere,” siger hun og fortsætter: “Jeg har fået nye muligheder, fordi jeg har fået en vandpost ved mit hus. Nu har jeg mere tid til at arbejde i min køkkenhave. Det overskydende vand fra vandposten bruger jeg til at vande køkkenhaven og marken med. Nu kan jeg sælge løg og kål på markedet og tjene penge til vores familie.”
FAKTA
Husly og sanitet
Siden de voldsomme jordskælv sidste år har Mission Øst og partnere skaffet materialer til husly, hygiejne og vandforsyning til 8.480 familier i Sindhupalchowk-distriktet. Der er desuden bygget vandsystemer og latriner til 48 undervisningscentre, sundhedsklinikker og kommunekontorer. Og arbejdet fortsætter ufortrødent. Næste mål er at sikre rent vand og sanitet til 5.000 mennesker i ramte lokalsamfund i distrikterne Ramechhap og Okhaldunga, hvor færre hjælpeorganisationer er til stede.