Af Svend Løbner 7. feb 2021 |

Nepals børn får hjælp fra Danmarks Indsamling

Danmark indsamlede lørdag nat det rekordstore beløb: 120 millioner kroner. Nogle af pengene går til Nepals familier, der får hjælp til at forsørge deres børn og holde dem sunde, mens skolelærere bliver uddannet i at hjælpe børn med at indhente tabte skolekundskaber.

Danmarks Indsamling indsamlede i alt 120.409.254 kr. på DR1 lørdag den 6. februar 2021. Det er 38 millioner kroner mere end sidste år.

Gennem et såkaldt tilskudsprojekt fordeler Mission Øst nogle af pengene til projekter for børn i op mod 2.750 fattige familier i Nepal, som er ramt af Corona. Børnene får hjælp til at indhente tabte skolekundskaber, og familierne får hjælp til at skaffe sig en indkomst og dermed forsørge sig selv. 

Med penge fra Danmarks Indsamlingen vil Mission Østs lokale samarbejdspartnere undervise familierne i alternative indtjeningsmuligheder. Derudover får lærere og skoleledelse på 10 skoler nye værktøjer til, hvordan de kan effektivisere undervisningen til børn med højt skolefravær på grund af Corona. Samtidig får sundhedsfaciliteterne et ekstra løft.

Projektet retter sig især mod 250 særligt sårbare børn og familier i Palata Kommune i det bjergrige Kalikot-distrikt, hvor over halvdelen af indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen og står overfor en akut fødevarekrise på grund af nedlukningen.

Donér