Mission Østs læsegrupper i Nepal har givet kvinder nye muligheder. Kvinden på billedet er fra laveste kaste, men har lært sig at læse og skrive og er nu valgt ind i lokalrådet i landsbyen.

Kvinders rettigheder forbedres

Mission Øst arbejder fortsat på at forbedre kvinders rettigheder og muligheder i de udsatte distrikter Humla og Mugu i Karnali-provinsen i Nepal.

Gennem de seneste år har vi oplevet, at kvinderne har gennemgået en transformation fra at være sky, gemme ansigtet bag deres tørklæder og næppe kunne sige deres navn, til at blive selvsikre personer, der kæmper for deres rettigheder og stiller op til valg i deres lokalområde, for nu at blive valgt ind i lokalrådet.

Læsegrupper får kvinder videre

Et meget stort skridt for kvinderne, der i høj grad skyldes Mission Østs projekter med læsegrupper for kvinder, hvor de lærer at læse og skrive, samtidig med at de lærer om kvinders rettigheder og muligheder i samfundet.