– Det har jeg ikke set andre steder før. At det er så voldsom en stigning i indtægt! Med så lidt input! Generalsekretær Betina Gollander-Jensen har besøgt Nepal og set fattige mangedoble deres indtægt ved hjælp af viden og støtte fra selvhjælpsgrupper.

– Jeg er virkelig positivt overrasket over, hvor let vi faktisk kan ændre folks tilværelse. Fra at de ikke kan brødføde sig selv 3-4 måneder om året, har de nu pludselig en minimumsindtægt hver måned. Og det kan vi gøre med ganske få midler.

Generalsekretær Betina Gollander-Jensen fortæller begejstret fra sin nylige besøg i Nepal, hvor hun blandt andet deltog i forskellige grupper, som Mission Øst støtter. I alt støtter Mission Øst omkring 1.000 familier – 60.000 mennesker – spredt ud over mange forskellige landsbyer.

– Vi er helt ude i de mest fjerne egne i det nordvestlige Nepal, hvor der ikke er andre internationale organisationer, fortæller Betina Gollander-Jensen.

Det ufremkommelige terræn betød også, at hun sammen med fundraisingmedarbejder Fie Østergaard og lokale medarbejdere måtte gå i op til ni timer ad snævre stier for at komme frem til landsbyerne.

– Nogle steder måtte de hugge trapper ud af bjergmassen, for at vi kunne komme frem uden at falde ned i afgrunden, fortæller hun.

Læsefærdigheder og menneskerettigheder  

Men overalt, hvor de kom frem, blev de overraskede over den effekt, hjælpearbejdet har. Hvor lidt, der skal til for at løfte lokalbefolkningen ud af fattigdom. Ikke mindst viden om, hvordan man dyrker bæredygtigt og driver en forretning.

Mission Øst går frem efter samme koncept i hver landsby. Sammen med landsbyledere identificeres de mest sårbare mennesker. Derefter dannes selvhjælpsgrupper for unge, for kvinder og for personer med handicap. Og så går hver gruppe i gang med pensum i de lærebøger, som Mission Øst ar udviklet.

Betina Gollander-Jensen giver et eksempel:

– En kvindegruppe med 25 deltagere begynder med at lære at læse, skrive og regne. Omkring halvdelen af alle kvinder i Nepal er analfabeter. Derefter lærer de om menneskerettigheder og hvordan de kan henvende sig til lokale myndigheder, så de ikke bliver snydt for serviceydelser.

– Vi har på det seneste hjulpet over 40 personer med handicap med at få deres handicapydelser. Det indebærer blandt andet, at de også kan få skolehjælp til deres børn, fortæller generalsekretæren.

Tjener nu op til 10 gange så meget

Det næste skridt i pensum er, at deltagerne får hjælp til at gå i gang med et erhverv. Og til sidst får de også viden om, hvordan de kan håndtere klimaforandringerne.

– Det, der virkelig slog mig ved alle de deltagere, jeg talte med, var hvor let det var at gå fra, at de ikke kunne få deres økonomi til at hænge sammen, til at de næste måned lige pludselig havde en rimelig indkomst.

Mission Øst støtter også landsbugsgrupper:

– Her fortalte deltagere mig, hvordan de gik fra at have to afgrøder, ris og hvede, som er de traditionelle afgrøder, til at dyrke grøntsager som blomkål, auberginer, kartofler, løg og chili og dermed øge deres indtægt 10 gange.

Hvordan det?

– Fordi de får en bedre pris for deres afgrøder. Grøntsager er simpelthen i meget højere kurs på det lokale marked. Dem jeg talte med, havde øget deres indkomst mellem 4 og 10 gange.

– Det er tankevækkende! Og det har jeg ikke set andre steder før. At det er så voldsom en stigning i indtægt! Med så lidt input!

Nepalesere vil inddrage deres naboer

Nogle af kvinderne havde startet en lille købmandshandel, en handlede med høns, og igen så Betina Gollander-Jensen det samme billede:

– De havde virkelig fået en rigtig god forretning på at køre!

Samtidig blev generalsekretæren rørt over nepalesernes indstilling:

– Når jeg spurgte kvinderne, hvad de ønsker sig for fremtiden, så sagde de, at de ønskede, at mange flere kunne komme ind i gruppen og starte en forretning. De sagde ikke: ”Det var heldigt for mig, og nu vil jeg selv have mere og mere”. Nej, de begyndte at tænke på deres naboer og sagde: Jeg har ondt af dem, at de ikke er kommet med i en gruppe, og jeg ville ønske, at de også kunne være med.

– Det viser noget om nepalesernes samhørighed. De har en lokalfølelse, hvor de passer på hinanden. Det er meget rørende og en sammenhængskraft, vi som organisation skal understøtte.