Uddannelse er vigtigt. Men lige så vigtigt er det at få mad nok til at trives, vokse og passe sine studier. På COME-skolen i Burma får Marafolkets børn begge dele takket være hjælpen fra Mission Øst. Læs her tre beretninger om livet i Maraland i Chin-staten før og efter COME-skolen.

“En far og mor for de forældreløse”

“Mit navn er Vangohkhih, og jeg kommer fra landsbyen Sabawngte. Det tager to dage at rejse fra min landsby til COME-skolen i Lailenpi, og rejsen er meget hård.

Jeg begyndte på skolen efter 2. klasse. Siden min far døde i en ulykke, og min mor giftede sig igen, boede jeg sammen med mine bedsteforældre. Men da også de døde, flyttede jeg ind på COME-skolen. Jeg har nu gået her i tre år, og jeg ser COME-skolen som en far og mor for de forældreløse.

På COME-skolen føler jeg ikke sult. Vi får altid mad på faste tidspunkter. Men derhjemme går der meget tid mellem måltiderne. På skolen får vi frugt, te og olie, og en gang om ugen får vi kød i karry. Det er alt sammen med til at holde mig sund og rask.

Hvis jeg som pige skulle studere, mens jeg bor hjemme, ville jeg være nødt til at lave mad, hente vand, samle brænde og passe mine mosters børn og jeg ville derfor ikke have nok tid til at koncentrere mig om mine studier.

På skolen får jeg selvtillid, en fornemmelse af lighed og et håb, som styrker min tro på Gud.

Jeg tror, at de mennesker, der støtter COME-skolen, har Gud i deres hjerte. De giver mad til de sultne, vand til de tørstende og håb til dem, der er uden håb.”

Vangohkhih, 6. klasse 

“Her kan jeg spise hver dag”

“Jeg kommer fra byen Parah, som ligger to dages rejse til fods fra Lailenpi. Jeg er den yngste søn af fire børn. Da jeg var tre år gammel, døde min mor. Min far, storesøster og bror arbejdede på en gård, og det var derfor min femårige storesøster, der tog sig af mig, når vi var alene hjemme. Fordi jeg var sulten og savnede min mor, græd jeg så meget, at jeg fik en øjeninfektion. Min søster gav mig æg for at styrke og trøste mig, men det hjalp ikke. Efter tre dage mistede jeg mit ene øje.

Da jeg fyldte otte år, fik jeg lov til at starte på COME-skolen. Dette er mit første år på skolen. Her kan jeg spise hver dag, sove trygt og studere så meget, jeg vil. Jeg får kærlighed, håb og visioner for fremtiden her. Det føles, som om at de, der støtter COME-skolen, har guddommelige hænder, når de brødføder og uddanner børn i fjerne egne. Må Gud velsigne dem, der støtter os gennem Mission Øst, 30 gange, 60 gange og 100 gange for det, de har gjort.”

Beihrozi, 4. klasse 

“Det er som den daglige manna fra himlen”

“Jeg er mor til et enkelt barn. Jeg blev mor på en rejse til Indien, hvor jeg skulle købe medicin til min syge mor. Jeg blev voldtaget på vejen og efterladt i natten. Jeg kender ikke faderen til min datter.

Da jeg hørte om COME-skolen, bad jeg Gud om at give mig et job på skolen, så min datter også kunne studere der. Jeg sendte min jobansøgning til skolen flere gange og til sidst, i 2013, fik jeg jobbet som køkkenmedarbejder. Dengang plejede mine tre kolleger og jeg at hente vand dag og nat, samle brænde ind og gå fra hus til hus i de omkringliggende landsbyer for at høre, om de ville give skolen ris og grøntsager. Vi fik ikke meget søvn, fordi vi skulle gøre så meget for at skaffe og tilberede maden.

Støtten fra Mission Øst er en trøst midt i al vores frygt og usikkerhed. Nu har vi vand ligesom en strømmende flod. Der er tilstrækkelig med ris, olie, salt, grøntsager, sukker og kød. Det er ligesom den daglige manna fra himlen, som israelitterne fik, da de var i ørkenen.

Mission Øst redder børns liv, gør børnene trygge og uddanner dem. Må vor Gud velsigne alle, der støtter gennem Mission Øst, for det, de har gjort for det mindste samfund i verden.”

Saipaw, enlig mor 

Friske grøntsager

COME-skolen i Burma har i flere omgange modtaget fødevarehjælp fra Mission Øst. Nu er der blevet etableret en køkkenhave, så de selv kan dyrke frugt og grøntsager til skolens elever. Haven bliver også brugt til at undervise eleverne i bæredygtige dyrkningsmetoder. Det, børnene lærer, tager de med sig til deres lokalsamfund, så Marafolket i fremtiden bliver bedre til at dyrke deres afgrøder på en måde, der ikke beskadiger jorden.