Organisationer som Mission Øst kan med lokalkendskab og knowhow komme ind i flere områder end statslige repræsentanter. De danske myndigheder kan til gengæld bidrage med finansiering. Det er et helt unikt samarbejde, mener minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs.Af Svend Løbner, Journalist
Samarbejde mellem myndigheder og hjælpeorganisationer er et absolut ’must’, hvis vi skal afhjælpe nøden i verden. Det fortæller minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs, da vi møder hende på hendes kontor i Udenrigsministeriet.
“For mig er der ingen tvivl om, at ngo’er (ikke-statslige organisationer, red.) kan arbejde i situationer, hvor vi som myndigheder og statslige repræsentanter ikke har mulighed for tilstedeværelse. Og det er lige præcis noget af det, der er det fantastisk smukke ved partnerskaber,” siger Ulla Tørnæs.
Et aktuelt eksempel er Mission Østs hjælpeindsats i den konflikthærgede irakiske storby, Mosul, for ”der kan vi jo ikke være,” konstaterer ministeren og tilføjer, at ”hvor vi ikke selv kan være til stede, kan vi alligevel gøre en forskel gennem samarbejdspartnere.”
Fra gavebistand til samarbejde
Ulla Tørnæs blev udnævnt til minister for udviklingssamarbejde i Lars Løkke Rasmussens trekløver-regering den 28. november 2016. Også fra 2005 til 2010 var hun minister for området. Men dengang blev hun kaldt ”minister for udviklingsbistand”. Den lille forskel har faktisk stor betydning, fortæller hun:
“Min titel er udtryk for et holdningsskift. Før handlede det i vid udstrækning om udviklingsbistand, altså skatteyderfinansieret bistand, gavebistand fra nord til syd. Det handlede 2015-målene om. Verdensmålene (FN’s nye verdensmål for bæredygtig udvikling i 2030, red.) handler om globale partnerskaber, om samarbejde. Ingen kan løfte opgaven alene, og den kan ikke løses alene gennem udviklingsbistand. Vi er nødt til at samarbejde og lave partnerskaber, og her spiller ngo’erne en meget stor rolle.”
Kig ud i verden
Ulla Tørnæs gør klart, hvad der motiverer hende: “Det, der sker rundt omkring i verden, påvirker også Danmark. Verden er blevet mindre i lyset af globaliseringen og hele IT-udviklingen. Jeg føler mig meget privilegeret over at være en del af det danske samfund og vil derfor sikre, at jeg også til mine børn og børnebørn videregiver et godt og trygt land. Og da er man også nødt til at have øje for, hvad der sker i verden. Der er nogle helt oplagte områder, som vi bare er nødt til at forholde os til og bidrage til at gøre noget ved. Og her tænker jeg selvfølgelig på fattigdom. Altså de millioner af mennesker, som ikke har de samme muligheder som mig af forskellige årsager. Her vil jeg gerne bidrage til, at de får basale rettigheder og nogle bedre muligheder.”
Selv om fattigdommen på et par årtier er blevet halveret, pointerer Ulla Tørnæs, at der stadig er ”mange store opgaver, som handler om manglende politisk lederskab i en række lande, og det handler også om kvinder og manglende respekt for menneskerettigheder, og at de selvfølgelig også gælder kvinder.”
Kvinder øger velstanden
Og så er vi inde på et område, hvor Ulla Tørnæs får ekstra ild i blikket. “Når jeg taler med kvinder i udviklingslande, bliver jeg krænket helt ind i mit inderste, når jeg hører deres fortællinger om, hvad det er for vilkår, de lever under. Det er for eksempel, når de ikke har retten til at bestemme over egen krop, og det vil sige, at de ikke har retten til selv at bestemme, hvem de har sex med, og hvornår man har sex, og dermed heller ikke, hvornår man får børn og med hvem og hvor mange.”
Diskriminationen af kvinder har en negativ effekt på udviklingen: “Undersøgelser viser, at vi kan øge det globale BNP med helt op til 25 procent, hvis kvinder får de samme rettigheder som mænd. Og det handler jo for eksempel om retten til at bestemme, hvor mange børn man sætter i verden, men det handler også om retten til at eje jord, have en bankkonto og så videre.”
En flygtning er flygtning i 17 år
I regeringsgrundlaget lægger trekløver-regeringen vægt på at styrke hjælpeindsatsen i nærområderne. Her er spørgsmålet, om den humanitære indsats i nærområder i f.eks. Mellemøsten kan komme til at gå ud over den mere langsigtede udvikling i andre lande. Det mener Ulla Tørnæs ikke:
“Udviklingssamarbejde er en prioritering, for vi kan ikke være alle steder. Men det er vigtigt at understrege, at nærområdeindsatsen i dag ikke alene er en kortsigtet indsats. En flygtning er i gennemsnit flygtning i 17 år, og det kommer vi i højere grad til at tage højde for. For er man flygtning i 17 år, så er der også brug for nogle af de langsigtede tiltag, såsom uddannelse, jobtræning og jobmuligheder.”
———————————————————————————————————–
En fælles indsats for en bedre verden
2015-målene: I 2000 vedtog FN’s 192 medlemslande 8 konkrete mål, der skulle opfyldes for udviklingslande inden 2015. Det var første gang i historien, at et så stort antal lande gik sammen om at udrydde sult, fattigdom og forskelsbehandling. Da man evaluerede målene i 2015, viste indsatsen sig at have været en stor succes.
Verdensmålene: I september 2015 blev de nye verdensmål for bæredygtig udvikling vedtaget af FN’s medlemslande. De skal opfyldes inden 2030. Til forskel fra 2015-målene gælder de nye mål for alle lande. Det er f.eks. ikke kun regeringer i udviklingslande, der forpligter sig til at arbejde for ligestilling mellem kønnene og kvalitetsuddannelse, men også lande som USA og Danmark. Læs mere på www.verdensmaalene.dk.
Danmarks strategi: I januar vedtog den danske regering en ny strategi for det udviklingspolitiske og humanitære samarbejde. Førhen har de to områder haft hver deres strategi, men nødhjælps- og udviklingsarbejde hænger mere og mere sammen, og man har derfor valgt at skrive en samlet strategi. Den tager udgangspunkt i FN’s verdensmål og har desuden et stort fokus på hjælp til nærområderne for krige og konflikter.