Hun har indsamlet tøj, hospitalsartikler, inventar, senge og medicin sammen til Bulgarien og Sydamerika, især Bolivia, gennem 30 år. Koncertpianisten Astrid Møller er en ildsjæl, der brænder for at hjælpe verdens fattigste. 

Astrid Møller er født med et hjælpe-gen. Gennem hele sit liv har hun mødt og arbejdet for folk i fattigdom og nød, med retfærdighed og tro som drivkraft. For Astrid Møller er uddannelse af en befolkning vejen ud af fattigdom. Derfor har hun valgt at skrive Mission Østs samarbejdspartner, COME-skole i Myanmar, ind i sit testamente.
 

Retfærdighed og tro som drivkraft 

”Jeg er født med et hjælpe-gen. I mit barndomshjem i Spanien havde vi altid fyldte frugtskåle og mad nok. Jeg kunne som barn ikke forstå, hvorfor vi ikke bare kunne dele ud af de goder, vi havde til de fattige omkring os. Jeg husker en episode, hvor jeg mente, at vi skulle give mad og hjælp til vores vaskekones 
syge barn. Det mente min mor ikke var nødvendigt. Men barnet døde. Det var et stort chok for mig, og jeg glemmer det aldrig. Jeg har altid set og kæret mig om de fattigste,” fortæller Astrid.

Retfærdighed har derfor ligget som en grundværdi hos hende. Og det har skuret i hendes sind, når mennesker ikke ser uretfærdighed og fattigdom: 
”Jeg har i mine unge dage rejst rundt til sommerkurser og set fattige landsbyer og smukke landskaber. Men hvor andre tog fotos af de pittoreske bygninger og landskaber, så jeg de magre fattige børn, der levede i huler og skure. Jeg kunne ikke holde ud bare at kigge på uden at gøre noget. Det er den indstilling jeg har haft, lige siden jeg var meget lille.”  
 

Idealist til fingerspidserne

Det er svært at finde nogle, der har tid og samme idealistiske tilgang til humanitært arbejde som Astrid, hvilket også er grunden til, hun helst arbejder selvstændigt i sin kælder. ”Det kan være virkelig svært at finde hjælpere, uden at der ønskes noget med hjem til gudbørn eller børnebørn, når vi står og sorterer tøj, sko og ting. Og det er ikke måden, jeg arbejder på! Det jeg får, skal gå til de mennesker, der er i nød. Derfor er det lettest for mig at arbejde selv,” fortæller hun og fortsætter: ”Så snart der kommer penge ind i billedet, så bliver det problematisk. Derfor har jeg altid valgt at arbejde alene og uden nogen form for bureaukrati. Jeg har fået donationer, bl.a. fra skoler, klubber, forretninger og private, og gratis transport, for folk vil gerne give. Mit humanitære arbejde har altid været ulønnet. Sådan har jeg det bedst.”

 

Uddannelse er kernen!

”Uddannelse er for mig grundstenen i at bygge et land op. Diktatoriske ledere rundt om i verden kan kun beholde deres magt over befolkningen, fordi folket bliver holdt nede af propaganda og manglende uddannelse. Derfor er det så vigtigt for mig at støtte projekter, der kan gøre en befolkning bedre til at klare sig selv, der hvor de bor,” fortæller Astrid og fortsætter: ”Da jeg ikke kan lave så meget fysisk humanitært arbejde mere, vil jeg sørge for, at de penge jeg giver nu, og siden via mit testamente, går direkte til uddannelse. Det arbejde Mai Ki laver i Myanmar er lige et projekt efter mit hjerte. Børnene får uddannelse og i lokalområdet lærer de at dyrke jorden med grøntsager, så beboerne kan få noget ernæringsrigt kost. På den måde kan man løfte et folk.”