Rebekka laver plakater med vise ord fra Bibelen i sin fritid. Pengene fra salget går til Mission Øst.Af Kim Wiesener, kommunikationsmedarbejder, 3. juli 2017
Man kan støtte Mission Øst på mange forskellige måder. De fleste giver deres økonomiske bidrag direkte, mens andre har valgt mere indirekte, men nok så effektfulde, metoder. Én af dem er Rebekka fra Silkeborg. Rebekka har en uddannelsesbaggrund i retorik, så ord har hendes store interesse. Hun var i efteråret 2016 på jagt efter en indflyttergave, og det skulle gerne være en god sætning fra Bibelen. Men hun kunne ikke inde en passende plakat, og så besluttede hun sig til selv at lave én. Rebekka opdagede hurtigt, at hun havde fundet en niche.
”Der var folk, der så den, og så bredte det sig. Jeg blev opfordret til at gøre mere ved det og kunne se, at der var et marked,” fortæller Rebekka, der understreger, at hun aldrig har hat som formål at få en indtægt.
Troværdig og nærværende
I stedet besluttede Rebekka, at fortjenesten fra salget af plakaterne skulle gå til Mission Østs arbejde. ”Jeg har fulgt Mission Øst i flere år, og I har en stor troværdighed. I formår at gøre noget nærværende, der sker ude i den kæmpestore verden, og som man ellers kan have svært ved at forholde sig til,” siger hun. Og projektet har fået en god start: Foreløbig har hun solgt omkring 100 plakater. Alene i april samlede hun omkring 5.000 kr. ind, hvor køberne overfører pengene direkte til Mission Øst.
Denne artikel stammer fra Mission Øst-magasinet nr. 3 2017. Læs hele magasinet her.