Mission Østs nye musik-ambassadør Gregory Boyd er utrolig dygtig på de såkaldte steel pans. Når vellyden rammer øregangene, håber han, at publikum forstår symbolikken: Fattige kan rejse sig ud af deres elendighed, ligesom hans blanke olietønder en gang var simple skraldespande.Af Svend Løbner, journalist
Lyden er på en gang sprød og blød. Tonerne skiftevis afløser og blander sig med hinanden i autentiske harmonier, der fremkalder billeder af salte strande, vajende palmer, pavilloner af bambus og udskænkning af eksotiske drikke.
Men vi er ikke på De Caribiske Øer. Tonerne svæver derimod ud af vinduerne i en helt almindelig lejlighed i et gråt boligkompleks i Aarhus.
Den fattige mands klaver
Gregory Boyd kommer fra de amerikanske sydstater, og fra den beskedne lejlighed i Viby ved Aarhus turnerer han Danmark og verden rundt med sine olietønder. For det er olietønderne – på engelsk steel pans – der afgiver den bløde og sprøde lyd.
“Mine trommer er lavet af en 200 liters olietønde, som normalt bliver brugt til affald. Låget former man som en skål, og derefter opvarmer man områder af skålen, så hver enkelt del afgiver en bestemt tone,” forklarer Gregory Boyd.
“Jeg har altid følt, at steel pans er et særligt instrument – ikke kun på grund af lyden, men på grund af instrumentets oprindelse. Det kommer fra fattige mennesker, mennesker der ikke havde noget som helst.”
Skør nok til at forandre verden
Gregory Boyd ved, hvad det vil sige at være fattig. Da hans forældre blev skilt, boede han hos sin mor i en ussel lejlighed, hvor rotterne sprang hen over gulvet.
“Jeg har været fattig i en stor del af mit liv og ved, hvordan det føles at være i en position, hvor ingen tænker på dig. At mennesker bare går forbi dig på gaden. Det skal der et lydspor på, føler jeg. Og det vil jeg gerne give mit lille bidrag til.”
Mennesker kan rejse sig
“Jeg har valgt Mission Øst, fordi de hjælper mennesker direkte, fra person til person. På samme måde henvender mine steel pans sig til det enkelte menneske. Ligesom trommerne opstod ud af ingenting, kan mennesker rejse sig ud af fattigdom. Jeg ved godt, at jeg er skør. Men jeg tror virkelig, at jeg kan forandre verden,” slutter Gregory Boyd.
Hvor kommer steel pans fra?
“Olietønder stammer fra Trinidad í Cuba, hvor myndighederne i 1800-tallet tog de afrikanske trommer fra lokalbefolkningen, fordi de var bange for, at musikken ville forene folket til oprør. Omkring Anden Verdenskrig udviklede befolkningen nye instrumenter lavet af konservesdåser og spande i forskellige størrelser, så de gav forskellige toner. Forskellige musikere udviklede efterhånden det instrument, vi i dag kender som olietønder eller steel pans,” fortæller Gregory Boyd.