FN anerkender det armenske folkemord. Europaparlamentet anerkender overgrebene på yezidierne som folkemord. Mens Danmark tøver, yder Mission Øst nødhjælp til de sårbare familier.

Der er mord. Der er forbrydelser mod menneskeheden. Der er etnisk udrensning. Og så er der folkemord – en international forbrydelse, der handler om udryddelsen af mennesker på grund af deres gruppetilhørsforhold. 

Onsdag den 9. december er det International mindedag for ofrene for folkemord. En mindedag bringer ikke de dræbte tilbage. Men den minder os om uhyrlighederne og kan derved – forhåbentlig – dæmme op for at noget lignende gentager sig i fremtiden. 

Men Danmark står tilbage, som en af de få lande der ikke anerkender hverken det armenske eller det yezidiske folkemord. I begge lande yder Mission Øst hjælp til befolkninger påvirkede af folkemord.

Klapjagt på yezidier

Mission Øst var blandt de første til at yde akut nødhjælp til det forfulgte yezidiske mindretal i Irak, da ISIS drev klapjagt på alle minoriteter, der ikke tilsluttede sig deres ekstreme fortolkning af islam. FN har anerkendt overgrebene på yezidierne som et folkemord, mens regeringer i verdens lande tøver med at anerkende det. Heriblandt Danmark.

Den 3. august 2014 indtog ISIS yezidiernes hovedby Sinjar. ISIS dræbte op mod 10.000 yezidier og tog 6.500 til fange. De brugte unge piger og kvinder som sexslaver. De overlevende flygtede op på Sinjar-bjerget, hvor Mission Øst siden har sørget for vand, mad og husly til over 10.000 yezidier og oprettet psykosociale centre, hvor børn, unge og kvinder kunne komme sig over overgreb og forberede sig på et normalt liv efter krigen. 

Mission Øst driver nu også to samfundscentre i selve Sinjar, hvor børn, unge, kvinder og nu også yngre mænd får hjælp til at bearbejde krigstraumer og lære et håndværk, så de kan klare sig i fremtiden.

1,5 mio. armeniere dræbt

Det yezidiske folkemord er desværre ikke det eneste – verdenshistorien vidner om massakrer på civilbefolkninger i Nazityskland, Rwanda, Myanmar og – ikke at forglemme – Armenien. 

I ly af Første Verdenskrig foretog ungtyrkerne i det osmanniske rige systematisk udrensning af imperiets armeniere og sendte 1915-18 mellem 1 og 1,5 millioner i døden. Europaparlamentet og 25 europæiske lande har anerkendt overgrebene som folkemord, men ikke Danmark.

Folkemordet er et åbent sår hos armenierne, som Mission Øst har hjulpet siden 1992 efter en konflikt med nabolandet Aserbajdsjan over enklaven Nagorno Karabakh. Mellem 1992 og 1994 blev 30.000 armeniere dræbt og hundredtusinder måtte flygte fra hus og hjem. Konflikten blussede op igen den 27. september i år og endte med en våbenhvile den 10. november. Men 100.000 armeniere er flygtet over grænsen til det sydlige Armenien og bor nu midlertidigt i lejre, centre og kirker. Mission Øst er i fuld gang med en storstilet nødhjælpsindsats, der skal hjælpe de fordrevne gennem den kolde vinter med mad, vintertøj, hygiejneartikler og beskyttelsesudstyr mod COVID-19.

Respekt for mangfoldighed

FN vedtog i 1948 en folkedrabskonvention, hvor begrebet folkemord defineres som “handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe.” Konventionen blev vedtaget efter Holocaust i håb om at kunne forebygge fremtidige folkemord. 

Historien har siden vist, hvor svært det er at stoppe. Verden har været vidne til folkedrab i Bosnien, Cambodja, Darfur, Rwanda og senest Irak. Men FN opfordrer til at fortsætte kampen for ligeværd ved at fremme en respektfuld kultur:

“Overalt hvor vi ser mennesker, der står over for systematisk diskrimination eller bliver mål for vold, simpelthen på grund af dem de er, på grund af deres identitet, skal vi handle – både for at forsvare dem, der er i umiddelbar risiko, og dem, der kan være i fare i fremtiden,” udtaler FNs generalsekretær António Guterres. Han tilføjer:

“Ved at fremme en kultur med fred og ikke-vold, der indebærer respekt for mangfoldighed og ikke-diskrimination, kan vi opbygge samfund, der er modstandsdygtige over for risikoen for folkemord.”

Læs om FN’s Internationale mindedag for ofre for folkemord her.

Læs mere om folkemord på www.folkedrab.dk og www.aldrigmere.dk.