Mission Øst står klar til at yde livsvigtig hjælp til Mosuls indbyggere, hvis trængsler langtfra er forbi – til trods for befrielsen fra Islamisk Stat.
Efter ni måneders hårde kampe og tre års besættelse er størstedelen af Mosul befriet. Men ødelæggelserne er voldsomme, og den desperate befolkning i den krigsramte irakiske storby har akut brug for hjælp.
Mission Øst står klar til at yde livreddende nødhjælp til tusinder af mennesker, der lige nu strømmer ud af Vestmosul i håb om at finde vand, mad og husly. De flygter, fordi de har mistet alt – og for at undslippe de hårde kampe mellem irakiske styrker og Islamisk Stat, der fortsat raser i den gamle bydel. Det kan være et spørgsmål om dage, før terrorbevægelsens krigere er endeligt nedkæmpet, men det betyder langtfra, at befolkningens trængsler er overstået.
Titusinder har fået hjælp
Behovet for de mest basale fornødenheder er enormt i og omkring Mosul, hvor Mission Øst siden slutningen af 2016 har hjulpet titusinder af mennesker. I december var Mission Øst en af de første hjælpeorganisationer, der fik adgang til det befriede Østmosul. Og siden har organisationen som en af de få kørt mad ind til befolkningen i Vestmosul, hvor pakker med bl.a. ris, bønner, madolie og salt har reddet tusinder af mennesker fra at sulte.
Omkring 900.000 af Mosuls indbyggere har måttet forlade deres hjem, mens kampene rasede mellem regeringsstyrkerne og Islamisk Stat. Mange er endt i teltlejre, andre har søgt tilflugt i mere fredelige dele af storbyen. Størstedelen af dem er dybt afhængige af hjælp.
Fare for terror
Mission Øst er klar til at uddele mere nødhjælp til Vestmosuls familier, så snart det er sikkert. I øjeblikket er der fortsat en stor risiko for terrorangreb fra Islamisk Stat i flere af bydelens boligkvarterer, og de kan ramme de mennesker, der står og venter på at modtage hjælp. Derfor overvåger Mission Østs folk på stedet situationen nøje og afventer det øjeblik, hvor de kan rykke ind uden at udsætte befolkningen for yderligere livsfare.
Mission Øst har arbejdet i Irak siden 2014, da Islamisk Stat besatte omkring en tredjedel af landet. Organisationen har hjulpet over 150.000 irakiske fordrevne med bl.a. mad, madrasser, tæpper og hygiejneartikler.