Peter Drummond Smith har stået last og brast med Mission Øst i 20 år. Han startede som frivillig nødhjælps-uddeler og blev derefter landeleder i Armenien. I dag leder han hjælpeorganisationens operationelle afdeling på Mission Østs kontor i Bruxelles.
Engelske Peter Drummond Smith leder Mission Østs nød- og udviklingshjælp i otte lande ud fra hjælpeorganisationens operationelle afdeling i Bruxelles. Han er uddannet kemiingeniør og arbejdede med international handel, inden han startede sin egen møbelvirksomhed.
Nu har Peter Drummond Smith arbejdet med administration og ledelse i Mission Øst i 20 år, men det er stadig hjælpen til de mest sårbare og udsatte mennesker, der driver ham:
– Når jeg om vinteren cykler fra mit varme hjem til mit varme kontor i den kolde blæst, tænker jeg: Det er jo ingenting i forhold til de irakere, der må leve næsten uden ly i vinterkulden 24 timer i døgnet!
Mission Øst uddeler mad og andre basale fornødenheder i Mosul, Kirkuk og Sinjar og driver seks centre, hvor børn og unge kan komme sig efter krigen, lære skolefag og forberede sig på en uddannelse. Ud over Irak arbejder Mission Øst i Afghanistan, Armenien, Myanmar, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan. Hjælpeorganisationen startede i Danmark for 25 år siden og drives i dag som en international hjælpeorganisation med kontorer i København, Berlin og Bruxelles.