Af Svend Løbner 30. aug 2022 | Mission Øst

Alex kæmper for kvinders rettigheder

Alex Ramos-Peña er jurist og programchef i Mission Østs operationelle hovedkvarter i Bruxelles. Og så er hun medarbejderrepræsentant i bestyrelsen.

For 25 år siden begyndte Alex Ramos-Peña at engagere sig i Mission Østs hjælpearbejde. Først som frivillig i Tadsjikistan, siden som programmedarbejder i det operationelle hovedkvarter i Bruxelles og nu som ”Headquarters Program Manager” samme sted. Her har hun ansvar for at koordinere hjælpearbejdet sammen med partnerorganisationer i Nepal, Myanmar og Armenien.

- Når jeg møder så mange sårbare mennesker rundt omkring i verden, indser jeg, hvor privilegeret jeg er, og hvor stor en forskel, jeg rent faktisk kan gøre for mennesker, der har så mange udfordringer. Jeg må bare gøre noget, siger hun.

Piloterne tryller på korte landingsbaner

Alex Ramos-Peña er jurist med en ph.d. i europæisk lov og havde derfor masser af karrieremuligheder i Europa. Men hun har valgt at lægge sin energi i Østen med at hjælpe mennesker i afsidesliggende områder.

Hun nævner Nepal som eksempel:

- Fra hovedstaden Katmandu flyver man i videre ud i bjergene i små fly på nogle virkelig skræmmende ture. Nogle gange lander vi på nogle af verdens korteste landingsbaner. Disse piloter kan trylle. De skal lande på mindre end en kilometer, og ellers er det laviner og flere kilometers fald ned af bjerget!

Siden kører man i Jeeps:

- Nogle steder er vejene meget smalle. Når monsunen starter, er der mange jordskred. Som en af mine kollegaer siger: “Det eneste, man kan stole på herude, er sine ben.” Du er nødt til at gå det sidste stykke.

Mission Øst inkluderer de mest sårbare

Det er det, Mission Øst handler om, pointerer hun: At nå ud til de mest afsondrede og sårbare.

- Da vi startede i Myanmar og Nepal, valgte vi at arbejde i de fattigste provinser, hvor behovene var størst, og hvor det var svært at komme ud.

Hvad er det særlige, Mission Øst kan gøre der?

- Vi arbejder med at inkludere de mest sårbare, som er unge piger, kvinder, dalitter og andre udstødte i hindu-systemet, samt mennesker med handicap. Vi inkluderer dem i programmer, der handler om menneskerettigheder, uddannelse, sundhed, hygiejne, sanitet og bæredýgtigt landbrug. Lige nu arbejder vi meget med landbrug og tilpasning til klimaforandringerne. Vi laver små drivhuse, som dækker deres fødevarebehov lidt længere ind i vinteren. Vi oplærer dem i at starte små virksomheder, primært kvinder eller pårørende til mennesker med handicap.

- Alt dette gør vi sideløbende med at undervise grupperne i fortalervirksomhed over for de lokale myndigheder. Og de bliver virkelig gode til det. De forlanger, at myndighederne tager bedre hånd om mennesker med handicap, og de kræver deres handicapkort, som sikrer dem offentlige tilskud.

Investeret i kampen for kvinders rettigheder

Som jurist glæder det Alex Ramos-Peña har indsatsen bærer frugt. Især når de marginaliserede og undertrykte får hjælp.

- Da jeg er kvinde, er jeg naturligvis investeret i kampen for kvindernes rettigheder. Men det gælder alle de sårbare grupper, at jeg ser den forskel, vores arbejde gør i deres liv. Det handler om at gøre dem bevidste, “empowered”, som vi siger på engelsk. Og ikke bare i den forstand, at de kender deres rettigheder, men at de også bliver økonomisk uafhængige.

Kvinderne deltager i spare-låne-grupper, hvor de kan investere overskud og låne penge til indkøb og større projekter.

- Det gør en stor forskel og betyder, at de kan deltage i lokalsamfundet på lige fod.

Kan ikke slippe det humanitære arbejde

Alex Ramos-Peña er gift og har en datter på 14 år. Fritiden bruger hun meget med familien, og får også tid til at cykle en tur i skoven med sine venner.

Men hun kan ikke holde fri fra det humanitære arbejde. Gennem sin kirke er hun med til at drive et fælleskøkken, der giver et ugentligt måltid til 1.700 hjemløse, fattige og flygtninge.

Når du kommer hjem efter en dag på kontoret, hvad har så været en god dag?

- Når jeg ser resultaterne af vores arbejde. Når jeg, ligesom i Myanmar, ser et barn med handicap gå i skole og tage en videregående uddannelse. Når jeg ser kvinder blive respekteret.

- Jeg mødte kvinderne i Nepals bjerglandsbyer for 7-8 år siden, hvor de altid dækkede deres ansigter og gemte sig. Men nu er tildækningen væk. Jeg kan se deres ansigter. Jeg kan se deres stolthed, når de lærer at skrive deres navn og ikke bare identificerer sig med et fingeraftryk.

- Jeg hører dem højere i kvindegruppen. Ved kommunalvalget for tre år siden så jeg nogle af dem, selv dalitterne, som er den laveste kaste, blive valgt ind i kommunen og engagere sig åbent og tydeligt i offentligheden. Det er en komplet forvandling fra i bund og grund at være stum til at tale og tale højt. Det er absolut opmuntrende. Og det er en god dag.

Ud over arbejdet som programchef er hun også valgt ind i Mission Østs bestyrelse som repræsentant for organisationens medarbejdere.

Nyheder fra Mission Øst

Ingen tilgængelige nyheder.