
Ung IT-chef knytter digitale bånd til verden
Michael Wolf er ny IT-chef i Mission Øst. Han har erfaring i tværkulturel kommunikation fra sin tid som IT-supporter i Forsvaret.
Sikker forbindelse på kryds og tværs af kontinenter. Det er hjerteblod for 28-årige Michael Wolf, som er tiltrådt som ny IT-chef i udviklingsorganisationen Mission Øst.
Michael Wolf kommer med en serie uddannelser og certificeringer indenfor IT-sikkerhed i bagagen. Han har desuden erfaring som IT-supporter i Forsvaret, hvor han bl.a. har opsat digitalt netværk for 800 brugere.
- Da jeg var IT-systemadministrator i Litauen, fik jeg lyst til at hjælpe folk i verden til at ”connecte” bedre. Den lyst får jeg stillet i Mission Øst, hvor jeg styrker det tværgående digitale samarbejde mellem hovedkontorer og arbejdslande, fortæller han.
Michael Wolf bor i Brøndby sammen med sin kæreste, som ham tager på klatreture med. Han dyrker i det hele taget meget sport, både volleyball, svømning og selvforsvar. Hvis da weekenden ikke er optaget af en sikkerhedskonference et eller andet sted.
Michael Wolf afløser Richard Pepiette, der i over 20 år har været IT-supporter for Mission Øst ud fra det operationelle hovedkvarter i Bruxelles. Efter at have sat Wolf godt ind i systemet vil Pepiette stadig være til rådighed nogle timer om ugen, mens han går på pension.