Af Svend Løbner 6. mar 2023 | Mission Øst

Prismodtager: Min handicappris skal gøre gavn

Knud Olav Christiansen vandt en pris for sit arbejde blandt personer med handicap på et beskyttet værksted. Pengene sender han videre til Mission Øst.

Knud Olav Christiansen vandt Vesthimmerland Handicapråds handicappris 2022 sammen med et handicaporkester og en veteranklub. Han skyndte sig at sende prisen på 5.000 kroner videre til Mission Østs arbejde blandt børn med handicap i Armenien.

Knud Olav Christiansen10 år som leder af beskyttet værksted

Knud har været ansat som forstander i Vesthimmerlands Kommune i 18 år. De seneste 10 år har han udelukkende drevet dagtilbud, hvor han blandt andet har stået for et beskyttet værksted for personer med handicap.

- Jeg var leder for værkstedet Globen og dermed ansat i Vesthimmerlands Kommune, indtil jeg valgte at gå på efterløn. Da jeg blev valgt som en af prismodtagerne, besluttede jeg at give pengene videre til velgørenhed, fortæller han.

Knud Olav Christiansen modtog kr. 5.000 for sin ”store og nytænkende indsats gennem mange år for målgruppen af mennesker med udviklingshandicap i forhold til deres dagsbeskæftigelse”. Sådan lød motivationen for prisuddelingen.

Ville målrette pengene til handicapområdet

Selv blev han motiveret til at give pengene videre til Mission Øst, da han kom i tanker om sin onkels 100-års fødselsdag.

- Jeg har en gammel farbror, som i forbindelse med sin 100-års fødselsdag foreslog, at i stedet for gaver så skulle vi donere til Mission Øst. Og så kom jeg til at tænke på jer. Jeg gik derefter ind på jeres hjemmeside og fandt ud af, at der faktisk er mulighed for at målrette sin støtte i forhold til handicap. Det var jo en handicappris, jeg havde fået, og det område ville jeg gerne målrette pengene til, nemlig børn med handicap i Armenien.

Stadig en efterspurgt kapacitet

Knud Olav Christiansen gik på efterløn den 26. oktober sidste år, og den 13. december blev han indstillet til handicapprisen. Prisen på de 5.000 kroner blev overrakt af formand for Vesthimmerlands Handicapråd Ella Holm Hansen og næstformand Morten Mejdahl.  

De øvrige prismodtagelse var handicaporkestret BV2 og Veterancafe Vesthimmerland.

Selv om Knud er gået på efterløn, er han stadig en efterspurgt kapacitet. Han arbejder derfor deltids på konsulentbasis som midlertidig leder på handicapområdet, hvor der er brug for ham i Nordjylland. Knud bor i Brovst sammen med Annie, som han har to voksne børn sammen med.