Af Karen Bendix 9. aug 2021 | Mission Øst

Mission Øst-film vises i Kina

Mission Østs film ’Overcoming’ beskriver to unge med synshandicap i Danmark og Nepal. Filmen har netop været vist gentagne gange under udstillingen ”AccessAbility” i Beijing i Det Danske Kulturinstitut.

Her bliver 26 stærke, personlige portrætter og fortællinger om at leve med en fysisk eller psykisk sygdom præsenteret. På udstillingen var der også både make-up workshop og yoga for blinde, danseforestilling i kørestol samt stand-up for døve. Der var også et indlæg med Universal Fashion Lab under Beijing Institute of Fashion Technology som designer tøj til personer med funktionsnedsættelse m.m.

Udstillingen ”AccessAbility” indgår i programmet ”I’m Perfect”, som er overskriften for de indsatser Det Danske Kulturinstitut i Beijing står for det kommende år. Her undersøger instituttet livet med fysiske og psykiske udfordringer set fra forskellige vinkler og zoomer ind på kunsten og kulturens rolle i bl.a. psykiatrien.

Der var stor tilslutning til udstillingen hele ugen. Allerede på de første to dage var der flere end 4.500 besøgende forbi for at opleve ”AccessAbility”. Det Danske Kulturinstitut i Kina håber, at ”AccessAbility” kan være med til at starte nye vigtige samtaler, som udfordrer begrebet ”normalitet” og viser værdien i forskellighed både i og udenfor Kina, skriver instituttet.

Donér