Flygtninge har ofte voldsomme oplevelser i bagagen. Men når de tør omsætte dem til ord og tegninger, kommer der struktur på smertelige tanker og følelser. Det oplever Mission Østs samarbejdspartnere, når de arbejder med maleri hos unge syriske flygtninge i Libanon. Psykolog Lykke Kruse tager os med i traumebehandlingens maskinrum og fortæller, hvorfor det at udtrykke sig gennem maleri kan være forløsende.

Filmen kører konstant inde i hovedet. Billeder og bevægelser flimrer forbi det indre blik. Røg. Blod. Legemsdele. Desperate mennesker på flugt. Efterhånden kommer lyden til. Braget. Skrigene. Sirener fra ambulancer. Flygtninges minder fra krig er mentale granatsplinter. Tankerne farer hid og did. Flygtninges følelser er forsvundet i en sort afgrund. Vil de nogensinde komme sig over de forfærdelige oplevelser?

Choktraumer sætter spor

Psykologisk traumebehandling er en mulighed, forklarer Lykke Kruse, der er klinisk psykolog, specialist og supervisor i psykoterapi og psykotraumatologi. Hun fortæller, at der opstår forskellige grader af traumer, der spænder fra generelle traumer til den meget alvorlige del af traumespektret, man kalder choktraumer.

”Der er forskellige slags traumer. Der er generelle traumer, man kan have fra sin barndom, hvis man fx har en misbrugende forælder. Barndomstraumer kan ligge og lure, så man senere i livet kan have brug for at bearbejde dem for at få et fornuftigt liv. Og så er der choktraumer som følge af katastrofer, krige og store ulykker. Man udsættes for en voldsom og helt uforudsigelig hændelse og tror, at man selv, eller nogen man kender, mister livet. Choktraumer sætter nogle bestemte spor indeni og medfører bestemte reaktioner, som er vigtige at få hjælp til, så man ikke bliver invalideret af det.”

Børnene er særligt udsatte

I krige og katastrofer er børnene særligt udsatte. Deres verden bryder sammen, forældrene er bange, og måske bliver forældrene dræbt. Børn kan meget nemt føle skyld. De har en magisk tænkning, hvor de for eksempel helt fejlagtigt tænker, at det er deres skyld, at ulykken er sket, fortæller Lykke Kruse, og forklarer, hvad der er det vigtigste at gøre for en person i den tilstand:

”At man tager hånd om dem fysisk. At man bringer dem i sikkerhed. At man får en normalitet og hverdagsrutiner. At børnene får undervisning, leg og en så normal hverdag som muligt med voksne, de kan stole på. De skal have nogen hos sig. Der skal være nogen at tale med. Der skal være nogen at trøste sig hos. Det er utrolig vigtigt for ens psykiske og fysiske helbred, at man får fortalt, hvad man har oplevet. Ikke én gang, men mange gange.”

Tegninger og fortællinger forløser

Der sker en forløsning, når man får sat ord på, forklarer Lykke Kruse, for det tvinger hjernen til at lade de forskellige sanseind-tryk, følelser og tanker arbejde sammen. For børn er tegning også en måde at udtrykke traumerne på:

”Børns naturlige måde at bearbejde på er jo tegning. Mange børn kan ikke sætte sig ned og tale om de her ting. Men de kan tegne det, de har oplevet. Og når man sidder sammen med barnet, der tegner, har man mulighed for at spørge ind til hændelserne.”

Kontrol af indre film af oplevelser

Hvad sker der, når barnet får blyanten i hånden?

”Der sker det samme, som når man sprogligt formulerer en oplevelse. Det sproglige center er ét sted i hjernen. De sanselige oplevelser er et andet sted. Mennesker med traumer har påtrængende erindringsfilm, der kører igen og igen. Når de så fortæller om oplevelserne – eller tegner og fortæller dem – får de efterhånden lidt mere kontrol over situationen. Nu kan de bedre selv styre, om de vil ”se filmen” og tegne oplevelsen, så en anden kan se den.”

Kan man så også slippe filmen? Vil den komme ud af hovedet?

”Når man giver mennesker mulighed for at fortælle om de grimme ting, de har oplevet, så klinger det faktisk af. Det forandrer ikke, at de har oplevet de ting. Men filmen er ikke så påtrængende mere, og det bevirker, at man faktisk får mulighed for at få et sammenhængende liv igen. Hvordan skal man gelejde en samtale et godt sted hen, hvis en tegning forestiller en gruppe s o l d a t e r? Man skal turde lytte, indtil barnet får sagt det, der er at sige. Det er ikke altid lige nemt at spørge, for det er grimt at tænke på – især for dem. Men man at nødt til at turde spørge ind til oplevelserne, for ellers er de ensomme med dem.”

Et sikkert rum indeni

Hvordan ”lukker” man en så følsom samtale?

”Når jeg har arbejdet med børn i disse situationer, slutter jeg ty-pisk af med at sige: ”Nå, nu skal vi til at slutte, så nu skal vi til at gemme tegningerne væk. Må jeg gemme dem for dig? Og så skal vi slutte med, at du skal tegne noget helt andet. Så nu synes jeg, at du skal tegne den fineste blomst, du kender.” På den måde slutter man med at aktivere det, man kalder ”et sikkert sted indeni”. Det er oplevelser, som – når man lukker sine øjne og går i forbindelse med den erindring – gør os glade, trygge eller rolige.”

Psykosocial støtte løser ikke hele problemet  

“I krigsområder har man ikke adgang til den specialiserede hjælp, vi kender fra Danmark, hvor alle kan få tilbudt mindst 10 timers psykologisk traumebehandling. Men den psykosociale støtte i konfliktområder kan afhjælpe og mildne børnenes akuttraumatiske stress, så den ikke udvikler sig til svær posttraumatisk stress. Den indre film efter voldsomme krigsoplevelser stopper ikke bare, og den psykosociale støtte løser ikke hele problemet, men den hjælper børnene. Den modererer traumerne, så børnene kan skabe afstand til de forfærdelige oplevelser.”Børnenes problemer løses dog ikke i et snuptag. Mange må kæmpe hele livet med at holde den indre krigsfilm på afstand, og der skal helt specialiseret traumepsykologisk hjælp til at få minderne om de forfærdelige oplevelser til at slippe.”