Hjælp til kriseramte befolkninger i Syrien og Libanon

En eksplosion dræbte over 200 personer og 6.000 blev sårede i den libanesiske hovedstad Beirut. Huse er raseret og vinduer sprængt i flere bydele. Det gælder også det kontor, som Mission Østs samarbejdspartner Tabitha arbejder ud fra.

Men heldigvis er medarbejderne i god behold. Deres hjem har dog lidt skade. Men endnu værre står det til for 300.000 af byens borgere, der nu reelt er hjemløse på grund af eksplosionen. Beirut og dermed Libanon er kastet ud i endnu en krise.

Krise på krise på krise…

Eksplosionen i Beiruts havnekvarter er ikke den eneste krise i området. I følge Mission Østs nødhjælpsansvarlige for Libanon og Syrien, Rebecca Zorn, er der også tre øvrige og sammenfaldende kriser, der skaber et akut behov for nødhjælp i både Libanon og Syrien: COVID-19, det økonomiske kollaps i Libanon og optrapningen af borgerkrigen i Syrien. De tre forudsætninger for, at mennesker kan få en hverdag til at fungere - sundhed, økonomi og sikkerhed - er i frit fald, fortæller hun.

Derfor har Mission Øst siden midten af marts uddelt mad og værnemidler til tusinder af mennesker i både Libanon og Syrien sammen med Tabitha og organisationen Dorcas, som Tabitha arbejder under. I Libanon til både syriske og palæstinensiske flygtninge samt til lokalbefolkningen i Aley og Batroun. I Syrien til internt fordrevne syrere i Homs og Aleppo og dele af Damaskus.

Modtagerne er taknemmelige

Rebecca fortæller, at flere modtagere har henvendt sig spontant for at udtrykke deres taknemmelighed over den livline, Mission Øst og vores lokale partner har kastet ud i områder, hvor der er få eller slet ingen andre hjælpeorganisationer til stede. En syrisk modtager skriver i en mail:

”I går modtog jeg en kasse med forskellige typer madvarer og flere forskellige typer vaskemidler og rengøringsprodukter fra Dorcas. Min kone og jeg sætter utrolig stor pris på jeres gave, som kommer på et tidspunkt, hvor vores leveomkostninger er på himmelflugt og vores lokale valuta mister værdi. Derudover gik jeg på pension sidste år og har ikke været i arbejde siden da. Vi ønsker at sige jer en stor tak, og vi takker også det danske udenrigsministerium.”

Et Libanon i opløsning

Personen bag e-mailen sætter ord på den håbløshed og desperation, der kendetegner hverdagen for den overvejende del af den libanesiske befolkning og for de store grupper af flygtninge fra Syrien og Palæstina, der opholder sig i Libanon under den nuværende krise.

Verdensbanken anslår, at næsten 60 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Prisen på helt basale fødevarer er nu så høj, at selv de libanesere, der før var en del af den brede middelklasse, ikke længere er i stand til at skaffe mad på bordet. Køerne til brød og benzin bliver længere og længere hver dag, værdien af det libanesiske pund styrtdykker og arbejdsløsheden er steget til 40 procent samtidig med at reallønnen for dem, der stadig er i arbejde, er faldet til 30-50 procent af, hvad den var for bare få måneder siden.

Kollaps rammer især flygtninge

Antallet af libanesere, der forsøger at emigrere, er i voldsom stigning, og afrikanske migrantarbejdere mister deres arbejde i libanesiske husholdninger og lever nu som subsistensløse på gaden uden mad og beskyttelse.

Libanons kollaps rammer især de 22 procent af den libanesiske befolkning, der består af flygtninge - hovedsageligt fra Syrien. Langt størstedelen af dem er lige nu afhængige af den hjælp, de kan få udefra.

Mission Øst har sammen med Tabitha nu afsluttet uddeling af mad og værnemidler til 5.161 personer i Libanon. Hjælpen kan virke som dråber i havet, men havet består trods alt af dråber, og sammen kan vi sikre livsvigtig hjælp til de allermest udsatte.

Alvorlig eskalering af krisen

Eksplosionen i Beirut er en alvorlig eskalering af krisen i Libanon, og Mission Østs mere langsigtede hjælpearbejde med at uddanne og udruste befolkningen til at skaffe eget levebrød må vente lidt endnu.

Lige nu er førsteprioriteten at hjælpe de nødlidende i Beirut og de fattige og flygtningene i Libanons slumkvarterer og afsidesliggende landområder med de allervigtigste nødforsyninger. Ikke mindst mad og værnemidler til beskyttelse mod den omsiggribende Corona-pandemi.

Artiklen er fra Mission Østs magasin nr. 3-2020, som kan læses her.

Billede i top: Ahmad Hajj Staifi foran resterne af sit hjem, hvor hans familie mistede livet i Karantina-kvarteret i Beirut den 17. august 2020. Foto: Anadolu Agency/Getty Images.

 

Libanon og Syrien

Befolkning
17.301.779

Donér