Hassem flygtede fra Islamisk Stat på krykker. Han kæmpede sig frem til en flygtningelejr, hvor Mission Øst sørger for fødevarer, hygiejneudstyr, vand- og luftkølere, samt støtte og undervisning af børn.”Vi havde kun to valgmuligheder: At blive der og dø, eller at flygte. Der var ingen mad, ingen løn, intet arbejde.”
Sådan beskriver den 39-årige familiefar Hassem tiden under Islamisk Stats besættelse. Selv om Hassem er afhængig af krykker på grund af handicap, besluttede han og familien at flygte.
”Vi så vores snit til at flygte midt om natten. Hvis der er storm eller bombefly i luften udnytter folk situationen og flygter. Vi bad bare til Gud, vidste ikke i hvilken retning vi skulle løbe, men skyndte os bare af sted,” fortæller han.
Ville bare væk
Det eneste, Hassem og hans familie ønskede, var at komme væk fra Islamisk Stats rædselsregime.
”Der var ikke mad nok; vi spiste kun én gang om dagen. Og hvis vi holdt børnene væk fra IS’ koranskole, kom vi i fængsel. Vi kunne blive og dø eller gribe chancen og flygte, så vi kunne leve i fred,” fortæller Hassem.
IS havde lagt landminer ud omkring landsbyerne, men det afskrækkede ikke Hassem og hans familie:
”Vi vidste godt, at der var landminer i jorden, men vi tog risikoen, og flygtede hen over markerne alligevel.”
Humpede på krykker
Trods gangbesvær lykkedes det for Hassem at humpe hen over markerne i sikkerhed. Med sig havde han kone og tre børn. Men det var kun en lille del af familien, for hvem det i første omgang lykkedes at komme væk.
”Vi har været her i næsten to måneder, men den ene af mine sønner, min søster og min mor kom hertil i går,” forklarer Hassem.
Familien bor nu, ligesom hundredvis af andre familier på flugt fra IS, i Nasrawa-lejren kun 30 kilometer fra frontlinjen. Flygtningene har modtaget fødevarehjælp fra Mission Øst og får nu hygiejneudstyr, vand- og luftkølere, samt psykosocial støtte og basal skoleundervisning til børnene.