Af Svend Løbner 2. aug 2022 |

Aktiviteter gør underværker i et trygt miljø

Hvad kommer først, når et traumatiseret menneske skal komme til hægterne efter seksuel vold? Ord eller handling? På Mission Østs medborgercenter i den irakiske by Sinjar er det aktiviteterne, der hjælper kvinderne til at åbne sig og tale om det, der smerter, fortæller teamleder Suzan Saeed (billedet).

Krig og terror efterlader et blodspor af ødelæggelse efter sig. Således også i Sinjar, Nordirak, hvor det lille yazidiske mindretal for otte år siden blev angrebet af terrorbevægelsen ISIS. Mænd blev henrettet, kvinder blev voldtaget og unge piger blev bortført som sexslaver. Familier flygtede over hals og hoved og søgte sikkerhed på Sinjar-bjerget.

I dag er mange vendt tilbage til Sinjar by i forsøg på at genoptage et normalt liv. Men det er svært. Især for piger og kvinder, som har været udsat for grov seksuel vold og voldtægt.

Derfor har Mission Øst siden 2015 tilbudt psykisk førstehjælp – såkaldt psykosocial støtte – på et medborgercenter i byen. Omkring 25-30 piger og kvinder og lige så mange børn søger ind på centret hver dag for at tale ud, møde forståelse og deltage i kreative workshops sammen med andre kvinder.

Fremmede bliver venner

Men hvad går psykosocial støtte ud på helt konkret? Vi interviewer Suzan Saeed, der er teamleder for de medarbejdere, der yder psykosocial støtte. Hun er selv yazidi og studerede til revisor, da hendes uddannelse blev afbrudt på grund af krigen. I dag studerer hun engelsk på 3. år.

Suzan Saeed har arbejdet med psykosocial støtte for Mission Øst i over fire år. Vi spørger hende ligeud: Psykosocial støtte, hvad er socialt og hvad er psykisk – eller overlapper de to?

- Når mennesker flygter, er de ikke længere blandt de mennesker, de kender. Naboerne er nye, og hele miljøet er nyt for dem. Intet er det samme. Og når de så vender tilbage til Sinjar, møder de et helt andet lokalsamfund. Igen er det nye naboer, nye mennesker, som de i forvejen traumatiserede mennesker skal forholde sig til. Det bliver rykket op med rode igen og igen. det kræver stort overskud at kunne falde til igen efter krigens gru.

- Her er det vigtigt ikke blot at bearbejde det enkelte menneskes psykiske problemer, men også at hjælpe dem med at tilpasse sig socialt til de nye omstændigheder. Vi fører dem sammen, som står fremmede over for hinanden. De får hjælp ved at samarbejde og udtrykke sig over for hinanden. På den måde skabes der kontakt, og nye venskaber opstår.

Først handling, så kommer ordene

Hvordan få 20-25 kvinder i grupper til at arbejde sammen, når de ikke kender hinanden?

- Efter vi har introduceret os for hinanden, inviterer vi dem til forskellige aktiviteter såsom at sy, lave slik, dyrke yoga – alt sammen i små grupper. Nogle gange giver vi dem nogle opgaver, som de skal løse sammen. På den måde lærer de at samarbejde. Ved et sykusus giver vi fx en gruppe på 3-4 kvinder en udfordring med at skabe et design til en kjole og sy den færdig sammen. Ved at skulle arbejde sammen lærer kvinder fra forskellige nabolag hinanden at kende og danne venskaber.

Det må være svært at åbne sig på grund af de seksuelle overgreb man har oplevet? Hvad gør I for at hjælpe dem?

- Ud over fysiske aktiviteter som syning, maling og yoga afholder vi workshops om personlig udvikling, om at tage beslutninger og blive selvstændige. Vi styrker kvindernes selvværd og opmuntrer dem til at tage føringen i deres eget liv og i samfundet. Samtidig giver vi dem et trygt rum til at udfolde sig i fysisk. Her lærer de bl.a. åndedrætsteknikker og strækøvelser, som de kan bruge i deres hverdagsliv.

- Vi lærer dem, hvad de skal gøre når de fx får flashbacks, føler sig deprimerede, stressede eller udbrændte, fordi de genkalder minder om det frygtelige, som er sket for dem.  De får hjælp til at arbejde sig igennem disse ting sammen med andre kvinder. Det er en stor hjælp, når man ved, at man ikke er alene i sin situation.

- Derefter begynder kvinderne langsomt at åbne sig. Vi anbefaler ikke, at de fortæller detaljer om deres oplevelser i større grupper. Her henviser vi til vores sagsbehandlere og psykologer. Desuden er der rådgivere til rådighed, hvis kvinderne har spørgsmål eller et problem, der nager dem.

Stor respekt fra lokalsamfundet

Hvad med mændene?

- Vi henvender os også til mænd i forskellige aldersgrupper. Inden folk over hovedet bliver registreret i vores center, deltager de – både kvinder og mænd – i forskellige fokusgruppe, hvor vi lytter til, hvad de kan tænke sig og fortæller om det, vi kan tilbyde for både mænd, kvinder og børn. Mændene er især interesseret i sport.

- Vores udgående teams henvender sig også til mænd og oplyser dem om nødvendigheden af mental sundhed. Men der er et stigma, som forhindrer mange mænd i at deltage i de psykosociale sessioner. vores team er dog dygtige til også at nå mændene. De møder dem ude i byen, hvor de sidder og snakker i grupper. Her går de ind og stiller dem åbne spørgsmål, som kan lede samtalerne hen på sundt helbred.

Jeg tænker også på, om det er svært for kvinderne at få hul på samtalen med deres mænd om, hvad de har oplevet…

- Lige efter angrebet på Sinjar var det svært for kvinderne at komme ud af hjemmet og ind på medborgercentret. Det var næsten umuligt at overbevise familierne om behovet for psykosocial støtte. Men efter at de har set det virke, har de fået respekt for det arbejde, vi gør. I dag er det ofte mændene, der kommer til os og spørger, om deres kone eller datter kan være med. Og kvinderne deltager mere i samfundslivet end tidligere. De driver egne forretninger og virksomheder. Der er virkelig sket stor forandring de senere år.

200
dkk

Donér

Nyheder fra Irak

Ingen tilgængelige nyheder.