Mission Øst Sinjar Shingal
Af Svend Løbner 29. sep 2022 |

Tegneserie viser yazidiernes kamp mod udslettelse

Den grafiske novelle Shingal viser, at yazidierne ikke var passive ofre for Islamisk Stats overgreb i august 2014. Yazidierne blev svigtet af den hær, der skulle beskytte dem, men mændene holdt stand, så deres familier kunne nå at flygte op på Sinjar-bjerget, hvor Mission Øst har hjulpet dem siden.

Historien om yazidiernes egen modstandskamp er hverken blevet fortalt eller dokumenteret. Det har journalist Tore Rørbæk og tegner Mikkel Sommer rådet bod på med bogen Shingal. Bogen dokumenterer med tekst og tegninger, produceret efter Rørbæks minutiøse research og yazidiernes detaljerede oplysninger, de overgreb, som FN, Europa Parlamentet og land efter land nu anerkender som folkedrab.

Forsvaret, der forsvandt

Tore Rørbæk mødte yazidierne første gang i Nordirak. Her talte han med yazidikvinder, der var indrulleret i den kurdiske PKK-hær. De fortalte om Islamisk Stats myrderier, voldtægter og kidnapninger. Historien er kompliceret. Sagen er nemlig ifølge Rørbæk, at da Mosul faldt og blev indtaget af Islamisk Stat, gik også den irakiske regeringshær i opløsning. Yazidierne, kristne og andre udsatte for Islamisk Stats udrensning havde kun den kurdiske hær Peshmerga til at forsvare sig. Men denne hær flygtede også med halen mellem benene, da terrorbevægelsen nærmede sig – på trods af at de havde lovet mindretallene det modsatte.

- Jeg er indigneret over Peshmergas svigt af yazidierne. Uden at orientere befolkningen trak mellem 7.000 og 12.000 soldater sig væk over en nat. Befolkningen vågnede bare op og så, at alle soldater var væk, fortæller Rørbæk.

Yazidiske mænd holdt stand

De yazidiske mænd dannede modigt front, så deres familier kunne nå at flygte op på Sinjar-bjerget, der gennem århundreder har været kendt for dets beskyttende magt. Yazidierne kendte bjerget ud og ind – derfor kunne de mandlige krigere danne borgvolde og skudstillinger de helt rigtige steder på bjerget, så Islamisk Stat måtte opgive at komme efter dem. Så var yazidierne ellers fanget dér - 50.000 mennesker - uden vådt eller tørt, indtil der blev skabt en korridor med mulighed for akut nødhjælp. En nødhjælp som også blev leveret af Mission Øst.

Mission Øst irak Shingal bog

Stærkere end ord

Tore besluttede at undersøge sagen til bunds og kontaktede de kurdiske myndigheder i regionen om lov til at rejse ind i Sinjar. Ud over det sædvanlige bureaukrati på de breddegrader, blev det ekstra svært at få tilladelse.

- Det var tydeligt, at de ikke ønskede, at jeg skulle bore for meget i den historie, fortæller Rørbæk.

Det lykkedes til sidst at få tilladelsen med hjælp fra Mission Østs kontor i Irak, og dermed var muligheden til stede for at dokumentere det enorme svigt.
- Der er jo slet ingen billeder fra selve angrebet den 3. august 2014. Så dem besluttede jeg at skabe ved at få tegnet begivenhederne ud fra yazidiernes egne fortællinger.

Hvorfor har du udgivet denne side af yazidiernes historie?

- Med tegningerne kan jeg rekonstruere forløbet, som ikke er gengivet på anden vis. Jeg kan skabe visuelle indtryk, som virker tusind gange stærkere end ord. Og det gør jeg som et forsvar for yazidierne, for at fortælle, at de ikke udelukkende er nødlidende ofre, men også selv bekæmpede Islamisk Stat.

- Jeg ville skabe nye repræsentationer! Vise andre sider af dette stolte folks historie. Det påfaldende er, at yazidiernes kampmod slet ikke er fortalt andre steder. Jeg ville fortælle, hvordan de oplevede svigtet og mærkede smerten, da deres forsvar med ét forsvandt.

Hvad tror du det betyder for yazidierne, at denne side af historien bliver fortalt?

- Jeg tror, det betyder meget for deres selvforståelse – også for de kommende generationer. Deres børn skal vide, at de ikke var passive, men kæmpede alt det, de havde lært og mere til.

- De skal vide, at yazidierne har et enormt overlevelsesinstinkt. Og at de reddede deres folk fra udslettelse. At mange ofrede sig selv i kampen for at andre kunne nå at flygte.

- Jeg håber, det vil give dem en stolthed – for det har de brug for som et lille folk, der har gennemgået så utroligt mange lidelser, slutter Tore Rørbæk.

 

Tore Rørbæk (cand.polit) har siden 2015 været mellemøstkorrespondent på Jyllands Posten og Kristeligt Dagblad. Mikkel Sommer har arbejdet på illustrationer til bl.a. The New York Times. Shingal er udgivet af forlaget Forlæns i 2019.

100
dkk

Donér

100
dkk