Almindelige irakere risikerer liv og lemmer for at komme væk fra terrorbevægelsen Islamisk Stats rædselsvælde. En natlig flugt blev et mareridt for en ung familie.
Khadija, en 22-årig mor til tre, var på vej gennem et minefelt med den etårige Mahmoud i sine arme, da eksplosionen forandrede deres liv for altid. Kun få meter væk trådte hendes fætter på en landmine og døde øjeblikkeligt. Khadija og lille Mahmoud blev ramt i ansigtet og på kroppen af sprængstykker – og mistede hver deres højre øje.

Det er blot en af mange hjerteskærende beretninger fra familier, der flygter fra Islamisk Stats rædselsvælde. Beretningen vidner om det scenarie, der venter Mission Øst og andre hjælpeorganisationer, som tager imod og hjælper de titusindvis af mennesker, der flygter fra Mosul, efterhånden som den irakiske storby bliver befriet fra IS. Det samlede antal fordrevne ventes at overstige en million.
Faderen fik 50 piskeslag af IS
Familien – far, mor, tre små børn og andre nære slægtninge – var i nattens mulm og mørke på flugt fra Islamisk Stats tyranni, da tragedien indtraf. Eksplosionen bragte krigere fra terrorbevægelsen på sporet af de flygtende, og familien blev tvunget tilbage til Hawija.
Khadija og lille Mahmoud kom på hospitalet, hvor deres sår blev renset. De lå der et stykke tid og blev så udskrevet uden at modtage yderligere behandling. Faderen Yusuf blev tilbageholdt i en uge af Islamisk Stat, fik 50 piskeslag og blev så løsladt med beskeden om, at forsøgte han igen, ville han blive henrettet.
Undslap IS’ kløer
Den unge mor fortæller om sin skæbne med lavmælt stemme – og stor værdighed. Sprængstykkerne fra landminen ramte også hendes mund, og det er svært for hende at tale. Men i det mindste er hun nu i sikkerhed. To uger efter det forfejlede første flugtforsøg forsøgte familien at komme væk igen – og denne gang lykkedes det – ved hjælp af en menneskesmugler – at undslippe IS’ kløer.
Siden omkring 30. september har de været i flygtningelejren Nazrawa, hvor de tager imod i deres telt. Mens Khadija og Yusuf fortæller, rumsterer lille Mahmoud på sin mors skød, mens han med det ene øje, der er uskadt, kigger intenst på de besøgende.
Nazrawa – syd for storbyen Kirkuk – er midlertidigt hjemsted for næsten 11.000 internt fordrevne irakere, der har taget flugten fra IS. Mission Øst har gennem længere tid arbejdet i lejren og måtte i sommer træde til med fødevarehjælp i to uger på foranledning af FN. Ellers er det primært hygiejneartikler, køkkengrej og udstyr til køling og opbevaring i de umenneskeligt hede somre, der bliver delt ud.
Flygtningestrømmen tager til
Mission Øst forbereder sig lige nu på at modtage over 25.000 af Mosuls indbyggere, der strømmer ud af byen, efterhånden som offensiven mod IS intensiveres. Mission Øst sørger først og fremmest for vand, dunke, soldrevne lamper, tæpper, presenning, hygiejneartikler og førstehjælpsudstyr. Når de fordrevne finder et mere permanent opholdssted, modtager de desuden madrasser, et lille komfur, køkkengrej og flere hygiejneartikler.
Også i Nazrawalejren ved Kirkuk mærker de, at krigen mod IS spidser til. Her er flygtningestrømmen taget til de seneste uger. De fleste kommer fra Hawija, som også mor Khadija og drengen Mahmoud og deres lille familie måtte flygte fra.
Flygter for anden gang
Det er anden gang på to år, de er på flugt. De stammer oprindelig fra en lille by i nærheden af Tikrit, men flygtede til Hawija, da Islamisk Stat indtog deres hjemby. Her i sidste omgang var det ikke mindst sult, der fik dem til at forlade Hawija. Yusuf er landbrugsarbejder, men IS gjorde det umuligt for ham at tjene til føden.
Nu er deres videre skæbne usikker. Khadija har stadig smerter på grund af små sprængstykker, som endnu hager sig fast i kroppen. Hun har brug for mere behandling, som det er svært at få i lejren. Hvis parret selv får muligheden for at vælge, rejser familien på et tidspunkt tilbage til sin oprindelige hjemby. Men det kræver, at der bliver fred i det nordlige Irak.
Så indtil videre må Khadija, Yusuf, lille Mahmoud og hans to søskende vente og klare sig med nødhjælp fra Mission Øst og andre hjælpeorganisationer.
———————-
Rapporten er fra Mission Østs udsendte kommunikationsmedarbejder Kim Wiesener. Navnene i artiklen er ændrede af hensyn til personernes sikkerhed, men er redaktionen bekendt.