Af Jens Marcussen 27. okt 2021 |

Rapport fra Sinjar-bjerget: Yazidier frygter for fremtiden og den kolde vinter

Det er koldt på toppen. Det gælder også Sinjar-bjerget i Irak, hvor tusindvis af yazidier flygtede op, da Islamisk Stat for syv år siden invaderede deres område, dræbte mænd og bortførte kvinder og børn til slaveri. I dag er mange af de overlevende stadig på bjerget, hvor de føler sig forladt og frygter for en uvis fremtid.

Se, hvordan du kan støtte hjælpearbejdet blandt yazidier i Irak her.

Generalsekretær Betina Gollander-Jensen har besøgt en flygtningelejr på Sinjar-bjerget, hvor Mission Øst yder psykosocial støtte og helt fysisk hjælp med mad, varme, vand og sanitet. Med på turen var fundraiser Jens Marcussen, der har leveret denne reportage:

Tror på bjergets beskyttelse

Vi er på vej op ad den snoede bjergvej til toppen af Sinjar-bjerget, hvor tusindvis af mennesker fra det yazidiske mindretal stadig befinder sig i midlertidige telte på bjerget for 7. år i træk.

De tør ikke vende tilbage til deres ødelagte huse og landsbyer. De føler sig sikrere på en øde bjergtop end i deres ødelagte, udsatte landsbyer i området. Beskyttet i deres tro på bjergets magi. En magi, der efter sigende ophæver tyngdekraften, så vand løber opad og får helikoptere til at falde til jorden. Som det skete, da Islamisk Stats kamphelikopter angreb byen Sinjar ved bjergets fod og styrtede ned. Yazidierne tror fuldt og fast, at bjerget beskytter dem.

Trods den spændte sikkerhedssituation lykkes det Mission Øst som én af få hjælpeorganisationer at få adgang til lejren på bjerget, hvor vi stadig hjælper indbyggerne med bl.a. maduddeling, vinterpakker og latriner.

Yazidierne er et skræmt og knuget folk

Det første syn, der møder, er spredte, buede telte i klynger, spredt ud over det barske og øde område. I forbindelse med teltklyngerne står latriner til nødtørft og basal hygiejne. Det minder mest om en primitiv basecamp fra en bjergbestigningsekspedition.

Men tag ikke fejl. Dette er ikke rige turister på jagt efter eksotiske oplevelser, der bebor teltene. Det er et skræmt og knuget folk, der kæmper for deres eksistens, der holder til her. De har været her så længe, at der er begyndt at dukke dyrkede køkkenhaver, grøntsagsarealer og begyndelsen på egentlig landskabskultivering op i form af terrassearealer og indhegninger til kvæg og geder.

Brug for hjælp til at klare vinteren

Vi stopper på et stykke vej, hvor der er et midlertidigt marked med salg af grøntsager, ris og mel. Hurtigt flokkes folk og børn omkring os. En par ældre herrer trygler:

”Send os mere hjælp. Vi kan ikke klare vinteren her på egen hånd. Ingen andre kommer til hjælp. Alle løfter om hjælp og bedre forhold bliver brudt”.

Vores sikkerhedsofficer genner os ind i bilen igen. Desperationen blandt yazidierne er tydelig, og han vil ikke risikere opløb og episoder.

Liv og håb mod alle odds

En ung kvindelig PKK-militskvinde med et Kalashnikov-gevær i hænderne sender os et årvågent blik og et kort nik, da vi stopper ved det sidste checkpoint på vej ud af lejren.

Nærmest symbolsk er der et bryllup i gang lige ved siden af. Mænd og kvinder danser på række overfor hinanden i traditionelle dragter. Musikken gjalder. Brudeparret går mellem rækkerne og hyldes - nærmest i trods til den barske militære tilstedeværelse og den umulige, usikre fremtid. Livet og håbet viser sig frem midt i alle disse ødelagte liv og skæbner.

Hvordan det vil gå det unge par og yazidierne som folk står hen i det uvisse. Men der er ingen tvivl om, at de har brug for hjælp – både på toppen af Sinjar-bjerget og i landsbyerne deromkring. Forholdene er kummerlige, og den næste vinter står for døren.

Mission Øst yder vinterhjælp

Mission Øst vil hjælpe med tæpper, petroleumsovne, varmt tøj til børnene. Det løser ikke angsten og traumerne, der præger hele området. Tryghed er den allerstørste mangelvare her.

Men mens vi venter på den politiske opbakning og den koordinerede internationale indsats, der kan sende det plagede folk tilbage til trygge rammer, kan vi vise, at vi ser dem. At der er nogen, der gør hvad de kan for dem.

Det vil hjælpe dem til at holde varmen og bevare håbet i en barsk og iskold virkelighed på toppen af et helligt bjerg.

Se, hvordan du kan støtte hjælpearbejdet blandt yazidier i Irak her.

Donér

500
dkk