2. mar 2015 |

Pressemeddelelse: Danskere hjælper tusinder på flugt fra terror

Mission Øst har igen uddelt vinterhjælp til fordrevne i Nordirak på flugt fra Islamisk Stat. ”De fordrevnes historier er rystende, deres taknemmelighed rørende”, fortæller generalsekretær Kim Hartzner.

Terrorangrebet i København kostede to menneskeliv og rystede Danmark. I Nordirak er én million mennesker på flugt fra terrorbevægelsen Islamisk Stat. Terroristernes brutale menneskeforagt kører lige nu for fuld udblæsning og myrder mænd, voldtager kvinder og tvangsgifter piger i stor stil.

- Dem må vi ikke glemme, heller ikke når terroren rammer Danmark, og heller ikke når vi i chok danner et mentalt filter mod terroristernes ufattelige ondskab. Vi må ikke glemme dem, det går ud over. Vi må aldrig blive immune over for menneskers nød, siger Kim Hartzner fra Mission Øst.

Forældre dræbt, mens de sov

Han har netop besøgt Dahuk-området i Nordirak og uddelt vintertøj og termotæpper til tusindvis af de fordrevne, som ikke fik plads i FN’s flygtningelejre. De har gennemgået ufattelige lidelser og må nu søge ly i ufærdige betonbygninger eller hjemmelavede telte.

- Jeg mødte børn, hvis forældre blev skudt af IS, mens de lå og sov. Nu bor de fem søskende i et tyndt telt på en pløjemark i Kurdistan – i teltet ved siden af bor bedsteforældrene og tre fastre, som også overlevede IS’ terror. Jeg talte med en far og én af hans to sønner, der var blandt de 70 mænd, der blev mejet ned af IS. De overlevede mirakuløst ved at ligge musestille under bunken af lig, fortæller Kim Hartzner.

Den første hjælp i syv måneder

- Jeg er rystet over de fordrevnes beretninger, men samtidig rørt over den glæde, Mission Øst møder, når vinterhjælpen uddeles, fortsætter han.

- Jeg så en familie, hvor børnene i lutter glæde kastede tøjet op i luften og prøvede skoene, mens forældrene så til – glade over, at børnene fik, hvad de trængte til, fortæller han.

Mission Øst sætter en ære i at komme helt ud i de små landsbyer for at sikre, at de mest trængende får vinterhjælp. Organisationens medarbejdere rejser op i de kurdiske bjerge og finder frem til de fordrevne i skure, på pløjemarker og i ufærdige betonbygninger. De fordrevne bliver registreret og modtager en kupon, der udløser vinterhjælpen, når lastbilkonvojen når deres område.

- Mange fortæller, at hjælpen fra Mission Øst er den eneste hjælp, de har modtaget, siden de flygtede over stok og sten i august sidste år, fortæller Kim Hartzner.

Gaver hjælper tusinder over vinteren

I Dahuk-provinsen bor en halv million fordrevne kristne og yezidier. Halvdelen bor udenfor FN’s flygtningelejre og må klare sig på bedste beskub.

Det er fjerde gang Mission Øst uddeler vinterhjælp i Nordirak, siden fordrevne kristne og yezidier strømmede til området i august. Vinterhjælpen - i form af jakker, huer, trøjer, sko, tæpper, presenninger og byggematerialer - er nu kommet i alt 30.000 mennesker til gode.

Dette er muligt på grund af gaver og donationer fra kirker, foreninger, virksomheder og private givere i Danmark og udlandet. Sammen med ekstraordinære midler fra Udenrigsministeriet på baggrund af Mission Østs Humanitære partnerskabsaftale, samt bevillinger fra Tyskland og Holland, kan nødhjælpsorganisationen hjælpe de irakiske fordrevne, der ellers ville stå uden hjælp vinteren over.

Donér