Mission Øst har allieret sig med otte andre hjælpeorganisationer og står klar med vandforsyning, køkkengrej og hygiejneartikler til fordrevne, der ventes at strømme ud i ørkenen, når Mosul bliver befriet.
Mission Øst står klar uden for Mosul til at modtage tusindvis af flygtninge, når den IS-kontrollerede storby bliver befriet. Den danske hjælpeorganisations ekspertise i vandforsyning og hygiejne bliver suppleret af indsatsen fra hjælpeorganisationerne Medair og Tearfund. Alle tre samarbejder i netværket Integral Alliance, der koordinerer katastrofehjælp fra 23 kristne hjælpeorganisationer i 80 lande.
Ud over de tre hjælpeorganisationer uden for Mosul, står yderligere fem organisationer parat i kulissen. Alle otte i fuld gang med at forberede modtagelsen af en strøm af mennesker, når Mosul endelig efter to års besættelse af IS bliver befriet af irakiske sikkerhedsstyrker og de allierede. FN vurderer, at omkring 1 million flygtninge vil strømme ud i ørkenen uden de mest basale fornødenheder. Kamphandlingerne vil ifølge FN påvirke op mod 1,5 millioner mennesker.
“Det enorme antal kræver grundig forberedelse. I Mission Øst er vi i fuld gang med at skaffe det nødvendige udstyr til folk på flugt. Det drejer sig bl.a. om frisk drikkevand og hygiejneartikler til forebyggelse af smitte og sygdom”, fortæller Mission Østs Irak-ansvarlige, Kendrah Jespersen.
Mission Østs nødhjælpseksperter og frivillige har placeret sig i områder, hvor de fordrevne er mest tilbøjelige til at flygte. Samarbejdet med Medair og Tearfund sikrer, at endnu flere fordrevne kan få den hjælp, som de har så hårdt brug for.
Mission Øst sørger for drikkevand, transportabelt køkkengrej, bæretasker og soldrevne lamper til tusindvis af mennesker, mens de er på flugt. Når de fordrevne slår lejr midlertidigt, sørger hjælpeorganisationen for mere drikkevand, dunke, kogegrej, brændstof, tæpper og madrasser. De modtager desuden hygiejneartikler til to uger, dvs. sæbe, vaskepulver, shampoo, bleer, tandpasta, tandbørster, hygiejnebind, håndklæder og kamme. Og når de fordrevne endelig finder et mere permanent sted at slå sig ned, modtager de affaldsbeholdere og hygiejneartikler til 2 måneder af den danske hjælpeorganisation.
Flygtningene vil være mærket på krop og sjæl af flere år under IS’ terror. Da brutale krigere gik løs på Mosuls befolkning i august 2014, begyndte en hverdag med henrettelser, lemlæstelser, voldtægter og salg af små piger som sexslaver. Krigerne ødelagde storbyens kirker, museer og andre kulturinstitutioner og drev en fjerdedel af en befolkning på to millioner mennesker på flugt. Resten af indbyggerne har siden været fanget under helt ufattelige lidelser.
Irakiske styrker forsøger nu at generobre byen med støtte fra de allierede. Når det afgørende gennembrud kommer, vil kamphandlingerne ifølge FN påvirke omkring 1,5 millioner mennesker i Mosul og sende omkring 1 million mennesker på flugt.
Mission Øst har siden sommeren 2014 uddelt nødhjælp til over 65.000 internt fordrevne i Nordirak og er en af de få hjælpeorganisationer som er til stede blandt de omkring 25.000 yezidier, som er strandet på Sinjar-bjerget i frygt for at vende tilbage til deres hovedby Sinjar. Her driver hjælpeorganisationen bl.a. børnecentre, hvor børn og unge gennem leg, drama og sport trygt kan bearbejde minderne af de voldsomme overgreb.